Fra 16 til 10.000 kvadratmeter: Nordjyllands største møbelhus udvider igen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er brug for endnu mere lagerplads til de mange varer, der handles på nettet.
Nordjyllands største bolighus, Max Jessen Ilva, der ligger i Terndrup, bliver nu endnu større.
Mandag er første spadestik til en udvidelse på 500 kvadratmeter taget, og dermed bliver forretningens samlede areal over 10.000 kvadratmeter.
Det står i skærende kontrast til de små 16 kvadratmeter, virksomheden startede med tilbage i 1951, da Max og Gudrun Jessen åbnede butikken med salg af kommoder og karlekammerskabe. Siden er virksomheden vokset i Terndrup, og et generationsskifte har fundet stedet.
Udvidelsen denne gang skyldes en stigning i online- og outlethandel, som gør, at der nu er brug for flere kvadratmeter, og derfor er det lager- og outletbygningen, der nu udvides. Det er den del af forretningen, der ligger lige ud til omfartsvejen.
- Lageret udvides med 50 procent, og butikken får flere showrooms. Vi bruger mange ressourcer på, at vores kunder får en god oplevelse i butikken, og det skal vi bruge mere plads til, siger direktør Lau Jessen.
Han ønsker ikke at oplyse, hvor stor en del af virksomhedens omsætning, der kommer fra onlinehandel.
Planen er, at udvidelsen er færdig til foråret.
Borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), tager første spadestik mandag eftermiddag. Den nuværende direktør, Lau Jessen, der er søn af stifterne, er selvfølgelig med til det første spadestik.