Nordjysk vikingeskat trækker internationale overskrifter
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Ifølge Torben Trier Christiansen brugte Harald Blåtand mønterne til at udbrede kendskabet til kristendommen, ved blandt andet at lave kors på sine mønter.
Det nordjyske fund er aldrig set før i Danmark, men også udlandet er imponeret.
Det var en stor begivenhed, da tre fritidsmetaldetektorførere fra Nordjysk Detektorforening gravede 300 fund fra to store vikingeskatte op af jorden i Bramslev nær Hobro tilbage i februar.
Skatten bestod blandt andet af små stykker sølv og afklippede smykker fra slutningen af 900-tallet, som var den tid, hvor Harald Blåtand regerede.
Siden da har den nordjyske vikingeskat trukket overskrifter og vakt begejstring i store dele af verden.
Det er medier som Fox News, CBS NEWS, CTV News, Yahoo News, Global News og The State, der har beskrevet det fantastiske fund.
- Aldrig fundet før i Danmark
Begejstringen var ej heller til at overse, da Nordjyske Museer opdagede den store skat.
- Der er ting fra det her fund, som jeg aldrig har set før, og som aldrig er fundet i Danmark før, siger Torben Trier Christiansen, museumsinspektør ved Nordjyske Museer.
Det var dog, da 70 metaldektorførere mødtes til et træf i Hobro, at man for første gang kom på sporet af skatten. Her var en af de lokale førere Jane Foged-Mønster den første til at finde et sølvstykke, en halv dirham clips - og en meget speciel og velholdt sølvkugle fra et ringspænde.
- Da jeg i samme område fandt tre fund fra omkring samme periode, var min veninde Louise hurtig til at pointere, at her var der altså tale om et skattefund, siger Jane Foged-Mønster, medlem af Nordjysk Detektorforening og arrangør af træffet.
De slog derfor hurtigt alarm, og derefter rykkede Nordjyske Museer ud for at redde skattene.
- Der var tale om en redningsaktion, fordi sådan nogle fund kan ikke klare at ligge i pløjelaget, siger Torben Trier Christiansen.
Jane Foged-Mønster fik sammen med sine medfindere Louise Stahlschmidt fra Hjørring og Mette Norre Bækgaard fra Norddjurs lov til at være med til at grave skattene op sammen med Nordjyske Museer.
Det er et lille stykke Danmarkshistorie, og det er så stort at have været med til.
Jane Foged-Mønster, fritidsmetaldetektorførere
Harald Blåtands mønster
Skatten blev fundet i otte kilometers afstand fra Fyrkat, og ifølge Torben Trier Christiansen har skattenedlægningen en sammenhæng med borgen. Det var Harald Blåtand, der i slutningen af 900-tallet byggede vikingeborgen.
- Der er ingen tvivl om, at de, der har lagt skatten ned, har været underlagt borgen og Harald Blåtand, så den historie glæder vi os til at dykke ned i, siger Torben Trier Christiansen.
En uge var dog ikke nok til at få den fulde historie frem om skatten. Blandt andet fandt Nordjyske Museer tegn på beboelse under pløjelaget, som de har fået en ekstra bevilling til at komme tilbage og undersøge i efteråret.
- Jeg håber, vi finder resterne af en stor vikingehal, siger Torben Trier Christiansen.