Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu bliver Hadsundbroen fjernstyret – borgmester er bekymret

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Jørgen Søndergaard har været brovagt i fire år, men fra tirsdag skal han vende sig til at kigge på otte skærme i stedet for at kigge ud af vinduet.

Mandag er sidste dag, en brovagt står i brotårnet på Hadsundbroen, og sørger for at den går op og ned, når skibe sejler gennem Mariagerfjord.

I næsten 50 år har de stået i brotårnet og sørget for broklapperne gik op og ned på det rigtige tidspunkt. Men snart får brovagterne på Hadsundbroen et nyt arbejdssted.

Mandag er nemlig sidste gang, at brovagterne fysisk vil være til stede på broen og sørge for, at den åbner og lukker.

Grunden til det skal blandt andet findes på brovagtens nuværende kontor i brotårnet. For i al den tid Jørgen Søndergaard har været brovagt, har han nemlig kunnet nøjes med at bruge sine egne øjne som hjælp, men nu er der blevet hængt otte skærme op på kontoret, der viser live-billeder fra broen og fjorden.

Skærmene er blevet hængt op for kort tid siden for at gøre brovagterne klar til den nye virkelighed. I fremtiden skal de nemlig fjernstyre broklapperne på Hadsundbroen, når skibe skal ind eller ud af Mariager Fjord, og der skal skærmene hjælpe dem med at se, hvornår der kommer skibe eller lystsejlere, der kræver, at broen skal åbnes.

- Det er vi helt klar til. Vi har lige så stille trænet os frem til det her. Brovagten har trænet i at bruge kameraerne i stedet for at bruge omgivelserne, og nu er de klar til at flytte til Aalborg, siger Carina Meldgaard Frandsen, der er afdelingsleder hos Vejdirektoratet i Aalborg.

Borgmester bekymret

Tirsdag bliver Hadsundbroen nemlig styret fra et kontor i Aalborg, og ikke fra brotårnet på selve broen, som det eller har været gjort siden 1976, hvor broen blev indviet. Det bekymrer byens borgmester, at brovagterne ikke længere skal være fysisk til stede på broen.

- Det er sikkerheden. Vi skal være sikre på, at elektronikken kan overtage med den samme sikkerhed, som når der sidder en brovagt dernede, siger Mogens Jespersen (V), der borgmester i Mariagerfjord Kommune.

Carina Meldgaard Frandsen fra Vejdirektoratet er ikke bekymret for, at fjernstyringen af broerne giver problemer - de er nemlig helt klar, siger hun. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Siden nytår har Vejdirektoratet lavet tests med det nye system, hvor brovagten via skærme holder øje med, hvornår broen skal gå op og ned. Ifølge Vejdirektoratet har der ikke været nogle fejl på selve fjernstyringen af broen.

- Jeg synes, at det er sundt at have en vis portion bekymring. Men man skal også se ind i, hvad der er virkelighed, og min virkelighed siger, at det er sikkert, hvad vi laver, siger Carina Meldgaard Frandsen.

Har du ikke taget sorgerne på forskud?

- Det er mit arbejde at spørge ind, hvis der er nogle problemer, jeg kan se. Og de problemer er jeg bange for, stadig kan opstå. Så hvis det bare kører, så tak for det, så vil det være rigtig godt, svarer Mogens Jespersen (V).

Kun udsigten ændres

Håbet med at flytte brovagterne ind til et kontor i Aalborg er, at brovagterne bliver bedre af at være i et fagligt fællesskab, hvor de skal spare med hinanden og trække på forskellige erfaringer. Samtidig vil det give en større fleksibilitet for brovagterne, og så er der ifølge Vejdirektoratet heller noget, der tyder på, at det skulle give flere problemer at fjernstyre broerne, end det gør nu.

- Når det har taget længst tid, har det taget et kvarter at få en broklap ned, der har givet problemer. Men det har ikke været den direkte fjernstyring, det har været netudfald, der har givet de problemer, siger Carina Meldgaard Frandsen.

Tirsdag begynder den nye virkelighed. Vejdirektoratet regner ikke med, at andet end udsigten vil blive anderledes for brovagterne fra Hadsundbroen. Inden alt for længe får de også nye kollegaer, når brovagterne fra Vilsundbroen og Aggersundbroen også skal til at udføre deres arbejde fjernstyret fra Aalborg.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.


Dyrlæge forbander nikotinposer: - Man kan ikke være det bekendt

Foto: Lisbet Christensen

Dyrlæge Hanne Friis Lund forstår ikke at folk spytter nikotinposer ud på gader og fortorve. Det er livsfarligt for hunde at spise dem.

Hanne Friis Lund, der er dyrlæge i Hobro, har oplevet en markant stigning i antallet hunde, der bliver alvorligt forgiftet af nikotinposer, der er spyttet ud på gaden.

En hundeejer ringer akut til dyrlægen. Hunden er er syg, og ejeren frygter, at den har spist en nikotinpose, da den blev luftet.

Det type desperate opkald får de nordjyske dyrlæger flere og flere af.

- Nogle gange så kommer de jo tidligt, hvor ejeren har set dem spise noget, og der har de jo heldigvis ikke nået at blive syge endnu, og så skynder vi os og giver dem noget at kaste op på og holde øje med dem. Andre gange, så kommer de ind, hvor de er virkelig dårlige, hvor hundene er bevidstløse. Så skal vi lave akut livreddende førstehjælp, siger Hanne Friis Lund, der chefdyrlæge hos AniCura Danmark og dyrlæge i Hobro.

En rapport, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen. En del af dem bliver spist af hunde, og ifølge dyrlægen får det nogen gange fatale konsekvenser.

Hun har oplevet at hunde er døde af nikotinforgiftning.

- Det er jo enormt alvorligt, fordi indholdet af nikotin er så højt i snusposer. To poser eller måske mindre er nok til at slå en hund på 25 kilo ihjel, forklarer Hanne Friis Lund.

Den nordjyske dyrlæge forstår ganske enkelt ikke, hvorfor folk spytter nikotinposerne ud på gaden. Hun mener det er dybt uansvarligt.

Hvad gør man hvis hunden har spist en nikotinpose:

 -          Hvis man ser det ske, hvis man for eksempel er ude at gå, så skal man til dyrlægen ”med det vons”.

-          Giv gerne hunden noget dåsemad eller leverpostej. Det gør det nemmere for dyrlægen at fremkalde en opkastning, hvis hunden har lidt i maven.

-          Hvis man er meget langt fra en dyrlæge så kan tage en skefuld salt og give hunden det på tungen, helt nede ved tungeroden. Det fremkalder faktisk også opkast, men kan man det er bedre at tage til en dyrlæge.

-          Hvis man ikke ved, om den har spist nikotin, men den bliver dårlig opkast, virker desorienteret, måske falder den om, måske kan man se, at den trækker vejret hurtigt og savler, så synes jeg også, at man skal kontakte en dyrlæge med den samme.

Kilde: Chefdyrlæge, AniCura Danmark

- Man kan ikke være det bekendt, fordi man risikerer jo at skade andre folks dyr, og man risikerer jo øvrigt også at skade vilde dyr. Det kan også være ræve og måske pindsvin. Katte ser vi ikke rigtigt spise det.

Bestemte hunde spiser poserne

Et borgerforslag, der vil forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer i Danmark, har fået over 50.000 underskrifter. Dermed skal det nu behandles i Folketinget.

Dyrlægen støtter forslaget, selvom hun ikke har ret meget håb om, at det bliver vedtaget.

Nikotinposer flyder på gader og fortorv.

Man siger, at hunde er menneskets bedste ven, men dyrlægen mener ikke altid, at mennesket er hundens bedste ven. For ifølge Hanne Friis Lund sker det også ofte at hunde bliver forgiftet af hash eller psykedeliske stoffer. Det er noget hundene indtager hjemme hos ejeren.

- De bliver ikke lige så syge af at spise hash som af at spise nikotin, men det kan blive – undskyld udtrykket – meget skæve af det, siger Hanne Friis Lund.

Det er mange forskellige hunde, der havner hos dyrlægen med en nikotinforgiftning, men der er også fællestræk.

- Det er typisk hvalpe og unge hunde, og så ser vi også en del af de her klassiske labradorer, som er den madglade type hun, der spiser det, siger Hobro-dyrlægen.


Morten stoppede som direktør efter et årti - nu har han vilde planer

Foto: Klaus Bo Christensen/Ritzau Scanpix

Han vil nu arbejde med et projekt med dybere mening ifølge ham selv.

Morten Grabowski Kjær virker umiddelbart til at have flere timer i døgnet end de fleste andre. Dog forsikrer han om, at det ikke er tilfældet.

Alligevel formår erhvervsmanden at kaste sig ud i det ene projekt efter det andet.

Seneste projekt var en tur på Robinson-øen, og her var der flere ting, som gik op for den daværende Luksusbaby-direktør.

- Min kone og jeg havde i mange år snakket om, at vi havde værdi i at arbejde sammen. Jeg synes dog ikke, man skal arbejde sammen i 20 år, og jeg havde svært ved at finde den her timing for, hvornår jeg skulle trække mig, forklarer Morten Grabowski Kjær.

- Da jeg kom hjem fra Robinson, fandt jeg ud af, at virksomheden havde klaret sig rigtig godt - ja måske bedre - selvom jeg ikke havde været der.

Der er også nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke bare får en mindre rolle i erhvervslivet og nyder livet, men jeg nyder netop livet ved at gøre de her ting

Morten Grabowski Kjær, stifter af Luksusbaby og tidligere direktør

Nyt projekt undervejs

Derfor annoncerede den daværende direktør efterfølgende sit stop som førstemand for børnebrandsvirksomheden Luksusbaby, og påtog sig i stedet en bestyrelsesrolle i virksomheden.

Men efter 10 år i virksomheden, som han og konen stiftede sammen som et hobbyprojekt, var spørgsmålet, hvad erhvervsmanden så skulle.

- Jeg brænder for at hjælpe mennesker, og i Luksusbaby var det en mærkesag for mig at tage udsatte mennesker ind for at hjælpe dem med at finde deres potentiale og rammerne for, at potentialet kunne blomstre, forklarer Morten Grabowski Kjær.

Han er derfor allerede godt i gang med at lave fundamentet for sit nye projekt. Den tidligere Luksusbaby-direktør vil nemlig åbne et bosted for udsatte unge.

- Nu vil jeg have et projekt med en dybere mening. Jeg har et stort netværk indenfor erhverv nu, og jeg har en overbevisning om, at jeg kan finde mange pladser til de unge gennem det netværk, forklarer han.

Morten har tidligere solgt sin hud for at samle ind til udsatte unge. Dengang besøgte TV2 Nord ham, mens han sad i tatovørstolen. Du kan læse eller genlæse den historie herunder:

Vil hjælpe de unge på arbejdsmarkedet

Derfor er planen også, at bostedet skal bære præg af blandt andet iværksætteri, sådan at de unge udsatte kan få hjælp til at finde sin plads på arbejdsmarkedet.

- Dengang jeg var indenfor politiet, mødte jeg mange på den forkerte side eller på kanten med loven, som var kreative, havde store drømme, og som var initiativrige. Jeg sagde nogle gange til dem, at hvis de byttede det ulovlige ud med noget lovligt, ville de tjene mere på den lange bane, erindrer han.

I børnebrandsvirksomheden arbejdede Morten Grabowski Kjær derfor også meget med at tage unge ind, der endnu ikke havde fundet sin plads på arbejdsmarkedet.

- Det er enormt magisk, når man finder den her hylde, hvor de passer ind, selvom de måske er anderledes eller udsatte. Og når man så finder den, så er de her medarbejdere så glade for jobbet og så entusiastiske, at det smitter af på os andre og højner arbejdsmiljøet, pointerer han.

TV2 Nord har tidligere besøgt Morten Grabowski Kjær, da han var ved Luksusbaby, hvor han og lageroperatørelev Trine Dahl Andersen fortalte om, hvordan virksomheden hjalp unge i arbejde. Det kan du se eller gense herunder:

Familiefølelse er nøglen

Når det nye bosted bliver en realitet, så er der flere værdier, som Morten Grabowski Kjær har fokus på.

- I min tid i politiet var jeg mentor for flere unge, og dengang kunne kommunen finde på at spørge, hvad jeg lavede med dem, da det gik godt med mange af dem, og der er et simpelt svar: Jeg inddrog dem i min familie. Jeg gjorde det familiært for dem, forklarer han.

Derfor skal det nye bosted heller ikke føles som et sted, man bliver anbragt.

- Det skal være et sted, jeg har lyst til at være og bo med mine børn, og derfor skal der også bruges lang tid på at bygge fundamentet, finde det rigtige team og alt det andet. Det er svært, men det skal det også være for, at det kan blive godt, konstaterer han.

Det er enormt magisk, når man finder den her hylde, hvor de passer ind, selvom de måske er anderledes eller udsatte

Morten Grabowski Kjær

Hvor, hvornår og hvordan?

Men selvom processen kan være lang, og der stadig er flere detaljer, som ikke helt er på plads, så er erhvervsmanden altså ikke en, der sover i timen. Derfor håber han også på, at det nye bosted kan åbne allerede i det nye år.

- En drøm vil være at åbne efter sommeren 2025, så der håber jeg, det er i drift. Det er i hvert i fald min målsætning, forklarer han.

Hvor det nye bosted skal ligge, er dog endnu ikke bestemt.

- Jeg bor selv i Frejlev, og jeg har altid haft det sådan, at det ikke skal være længere væk end en radius af 50 kilometer fra os, så man altid kan køre derhen, uden man tænker, at det ikke kan betale sig, forklarer han.

Han fortæller desuden, at han allerede har modtaget flere ansøgninger fra folk, der gerne vil arbejde på bostedet, selvom det endnu ikke eksisterer.

Morten Grabowski Kjær og konen Ann-Louise Aasted stiftede sammen Luksusbaby.

Stadig at finde i erhvervslivet

Men selvom Morten Grabowski Kjær nu har kastet sig over et nyt omfattende projekt, så er det altså ikke ensbetydende med, at han ikke vil være at finde i erhvervslivet mere.

- Samtidig har jeg tænkt at finde et par mindre bestyrelsesrolle i erhvervslivet for at holde mig skarp på e-handel. Jeg har haft fingeren på pulsen de seneste 10 år, og det vil jeg gerne bibeholde. Så jeg har rakt ud til Business Aalborg og Business Rebild og spurgt efter en mindre rolle i de huse, så jeg kan bringe det med i bostedet, forklarer han.

Har du flere timer i døgnet end os andre?

- Nej, det har jeg dog ikke, giner han.

- Der er også nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke bare får en mindre rolle i erhvervslivet og nyder livet, men jeg nyder netop livet ved at gøre de her ting. Det skaber værdi for mig, og det svarer til en hobby, da virksomhed bliver min hobby, tilføjer han.


Turisme: Overnatninger i oktober redder en sløv sommer

Måske har du bemærket det? Turistsæsonen har varet lidt længere i år end normalt.

Det har været et godt efterår i Nordjylland.

I hvert fald hvis man arbejder med turisme. For der har nemlig været en del flere overnatninger i Nordjylland på både hoteller, vandrehjem, campingpladser og sommerhuse med videre i løbet af oktober.

Faktisk har der været knap 7 procent flere overnatninger i Nordjylland i oktober i år sammenlignet med sidste år. Og det er vigtigt, fortæller Tonny Thorup, der er direktør for Destination Nord.

- Det her er superpositivt, for det har været hårdt med to dårlige juli måneder to år i træk. Derfor er det både positivt og nødvendigt for branchen, siger han til TV2 Nord.

Det kommer ikke som et chok for Tonny Thorup, at der er flere overnatninger. Det havde han spottet ud fra de mange bookinger.

- Det er bare vigtigt med en lidt sen sæson, og en af grundene til vi har fået det i år, er at mange tyske gæster er kommet sent på sommeren og helt ind i efteråret, forklarer han.

I år har der været 320.495 overnatninger i Nordjylland i oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.