Oline og Liva ville for alt i verden undgå Mariagerfjord Gymnasium
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Begge piger opfordrer andre til at give andet eller fjerdevalget chancen. Man kan stadig få en fantastisk gymnasietid.
Nu er 18-årige Oline super glad for, hun gav Hobro chancen.
Oline Errebo Melgaard og Liva Sørig Brink-Jensen har været gymnasieelever på Mariagerfjord Gymnasium siden sommer.
Men stod det til dem selv, dengang de søgte ind, så havde de valgt andre gymnasier.
- Jeg havde søgt ind på Aalborg Katedral, Aalborghus og Støvring Gymnasium. Jeg bor i Hadsund, så Støvring, det er rigtig langt fra, hvor jeg bor, men jeg ville bare ikke ind på Mariagerfjord Gymnasium, siger Oline Errebo Melgaard, mens Liva Sørig Brink-Jensen følger trop.
- Jeg søgte ind på Randers Statsskole.
Svære at holde på eleverne
Men da pladserne på de forskellige ungdomsuddannelser blev fordelt, fik ingen af dem deres førsteprioriteter. Det skyldes den nuværende model der fordeler nye elever, og i visse tilfælde tvinger elever til at starte på mindre gymnasier, som de ikke selv har ønsket.
Umiddelbart skulle man tro, at Mariagerfjord Gymnasium var tilhængere af den model. Men nej. De mærker et stort frafald allerede inden skolestarterne.
- Vi er jo glade for alle de elever, vi kan få, for vi er lidt udfordrede i forhold til den demografi, der er her i området. Men på den anden side kan vi også se, at de elever, vi får fordelt, de er rigtig svære at holde på.
- De fleste af dem mister vi faktisk inden selve skolestarten, siger Michael Madsen, der er vicerektor på skolen.
Fordelingsordningen
Fordelingen af ansøgere til de gymnasiale uddannelser sker som noget nyt i en landsdækkende fordelingsmekanisme administreret af Børne- og Undervisningsministeriet, som man kender det fra de videregående uddannelser. Fordelingen sikrer, at så mange ansøgere som muligt får deres førsteprioritet opfyldt inden for de fastsatte fordelingsregler.
Fordelingen tager først og fremmest udgangspunkt i ansøgerens egne prioriterede ønsker om, hvilke gymnasier ansøgeren ønsker at gå på.
I skoleåret 2023/24 fordeles ansøgere i hele landet dernæst på baggrund af transporttiden fra ansøgerens bopæl til gymnasiets adresse, hvis der er flere ansøgere end pladser på et bestemt gymnasium.
Eleverne vælger altså at melde sig ud eller finde en anden ungdomsuddannelse i løbet af sommerferien, når de får beskeden om at skal starte på et gymnasium, som ikke ligger højest på ønskelisten. Det mærker de også hos Vesthimmerlands Gymnasium.
- Som det er lige nu, så fungerer det (systemet, der fordeler elever, red.) ikke. Ikke hvis det er et spørgsmål om, at man skal have flere elever delt til os. Det lykkes ikke, siger Jette Rygaard, der er rektor på Vesthimmerlands Gymnasium.
I stedet for at tvinge eleverne ud til et mindre gymnasium som i Aars, så skal man arbejde på de unges mindset.
- Jeg tænker, det også er et spørgsmål om at give det en chance og at finde ud af, at studiemiljøet, der er her, det er super godt, siger Jette Rygaard.
En opfordring som de to elever på Mariagerfjord Gymnasium bakker op om.
- Giv det en chance. Man bliver positivt overrasket.
- Jeg tror virkelig også, man skal have den rigtige indgangsvinkel, lyder det.
VIDEO: Herunder kan du se det fulde indslag.