Oversvømmede marker koster nordjyske landmænd dyrt

De oversvømmede marker får afgrøderne til at rådne. Derfor skal der såes om, når engang vandet forsvinder.

Landmanden Mads Christensen fra Als er hoppet i gummistøvlerne for at se til sin hvedemark.

- Her kan man tage en plante op. Og du kan jo godt se, at der måske er nogle hvide rødder her i bunden. Men der er også en brun en. Og når der er flere brune rødder end hvide, så er planten ved at dø af iltmangel.

Den våde vinter har gjort, at store dele af hans marker står under vand – og det betyder, at de afgrøder der blev sået i efteråret rådner op. Den usædvanligt våde vinter har skabt store problemer for ham og mange af de nordjyske landmænd.

- Marken den skal jo såes om 100 procent. Det er lidt frustrerende at arbejde med, siger han.

Indtil nu er der allerede faldet dobbelt så meget nedbør i februar, som der normalt gør på hele måneden. Den store mængde nedbør kommer efter et efterår, der også har været historisk vådt. Udover de rådnende afgrøder, betyder det, at landmændene heller ikke kan komme ud og gøde på de marker, som endnu ikke er druknet helt.

Håbet om bedre vejr knuses

- Vi har problemer med at lave den dyrkningsoptimering ude i marken, som vi gerne vil. Vi har også ukrudt, der begynder at gro, fordi temperaturerne er ret høje, så væksten er i fuld gang derude. Så vi skal egentlig ud og bekæmpe ukrudtet, men det kan ikke lade sig gøre, for vi kan ikke færdes derude, siger Fin trosborg, der er planteavlskonsulent ved Agri Nord.

Det er også situationen på Mads Christensens marker. Men i stedet for at bekæmpe ukrudt, kan han nu bruge tiden på at gøre tabet af de druknede marker op.

Omkring 2000 kroner per hektar, og der er otte hektar her. Så det er 16.000, så det er godt og vel sommerferien, der er forsvundet der.

Og derfor håber både landmanden og planteavlskonsulenten nu kun på en ting

- Jeg håber selvfølgelig på sol og sommer, siger planteavlskonsulenten.

- Det er selvfølgelig sol og blæst, vi har brug for, siger landmanden fra Als.

Desværre ser det ikke ud til, at deres ønske bliver opfyldt. Allerede torsdag er der mere vand på vej, og det ser ikke ud til at stoppe der.

- Når vi kommer hen mod weekenden kan der være flere steder, hvor vi kommer i nærheden af 30 millimeter nedbør. Og jorden er i forvejen meget mættet, så det betyder, at de 30 millimeter stort set skal ud i søer og åer. Der er ingen fordampning. Ingen steder det kan løbe hen andet end der, hvor der i forvejen er masser af vand, forklarer vejrvært ved TV2, Peter Tanev.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland