Politiet bekræfter: Det var Erik Madsens lig, der blev fundet i brandtomt
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Liget af Erik Madsen blev fredag fundet i kælderen på hans nedbrændte ejendom i Vebbestrup i forbindelse med, at huset skulle rives ned.
Intet tyder på, at der ligger noget kriminelt bag fundet af et lig i en kælder i et hus i Vebbestrup, som nedbrændte for to år siden.
Nordjyllands Politi bekræfter, at det er liget af den 73-årige pensionist Erik Madsen, der fredag blev fundet i kælderen på en nedbrændt ejendom i Vebbestrup.
Det viser de foreløbige retsmedicinske undersøgelser, der også konkluderer, at der ikke er sket en forbrydelse.
Til TV2 Nord siger politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi, at politiet ikke finder det mistænkeligt, at Erik Madsens lig blev fundet i brandtomtens kælder.
- Erik Madsen befinder sig i bunden af kælderen, men intet tyder på, at der er sket noget kriminelt, siger Carsten Straszek, der ikke ønsker at komme nærmere ind på, hvilke teorier politiet i øvrigt har i forbindelse med, at liget blev fundet i kælderen.
Storstilet eftersøgning
Efter branden i marts 2018 i Erik Madsens hus i Vebbestrup formodede Nordjyllands Politi, at Erik Madsen var brændt inde.
Men selv om politiets teknikere undersøgte brandtomten grundigt, var der ingen spor efter den 73-årige pensionist, og en storstilet eftersøgning gik i gang.
Men Erik Madsen blev aldrig fundet, og det så i over to år ud til, at mysteriet om den forsvundne pensionist ikke blev løst.
Men i forbindelse med, at huset i Vebbestrup nu skal rives ned, er liget af manden pludselig dukket op, da en lokal entreprnør var i gang med gravearbejdet.
Liget blev fundet fredag cirka to meter under jorden i, hvad politiet mener er en hjemmelavet krybekælder.