Robotter skal heppe Hobro til overlevelse

Hobro IK får alternativ opbakning fra lægterne, når de mandag aften tager imod Lyngby i det første af to opgør om en plads i Superligaen til næste sæson.

Foråret har budt på en tam kulisse på mange af landets fodboldstadions, da ingen eller et begrænset antal tilskuere kun har været lukket ind til kampene på grund af coronavirus.

For Hobro IK er det begyndt at snerpe til, hvis de også vil kunne kalde sig for et Superliga-mandskab til næste sæson. De møder de kommende uger Lyngby i en direkte duel om at skulle en tur ned i 1. division.

Til det første opgør på hjemmebane får Hobro-spillerne opbakning fra en helt specielt kant, ifølge folkene bag er der endda måske tale om en verdenspremiere. Ti robotter fra det lokale firma Technicon vil til opgøret blive placeret bag det ene mål. 

- Enhver fodboldklub er afhængig af lokal opbakning og det er Hobro IK også. Dette utraditionelle tiltag vidner om tæt sammenhold, og vi er meget glade for den opbakning, som Technicon og det lokale erhvervsliv viser. Vi er altid klar på at prøve nye, skæve tiltag af, så da Technicon ringede og spurgte om de kunne stille med et hold robotter, var vi naturligvis klar. Den skæve idé vidner om gevinsten ved at samarbejde, og viser hvor langt man kan komme ved at tænke anderledes og se nye muligheder ved at koble robotteknologi og sportsbegivenheder sammen, fortæller salgsansvarlig direktør i Hobro IK, Jimmie Nielsen, i en pressemeddelelse.

Det er 10 robotter fra Universal Robots og udstyr fra Onrobot, som Technicon vil opsætte på tilskuerrækkerne. Robotterne er programmeret til kampen igennem at vifte med Hobro-flag.

Den Hobro-baserede virksomhed håber, at de måske kan bidrage til, at det også hedder Superliga-bold de fleste weekender efter sommerferien.

- Det er vigtigt at have vækstambitioner og tro på fremtiden, og vi kan til fulde identificere os med Hobros ”rejse” og kan vi bakke op og bidrage til at skabe stemning, der sikrer at der også i næste sæson er et 3F Superligahold i byen, gør vi gerne det, siger teknisk direktør i Technicon, Jakob Rømsgaard, i en pressemeddelelse.

Der er kampstart mandag d. 13. juli klokken 19.00 på DS Arena og returopgør på Sjælland præcis en uge efter. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland