Særlig café betyder, at Monika ikke sover hele weekenden væk

Weekendcaféer i Hobro og Hadsund er blevet et hit blandt psykisk sårbare, som ellers ofte er alene i weekenderne.

En hel weekend uden særlig meget kontakt til omverdenen. For nogle udsatte unge er det sådan, hver eneste weekend ser ud, men det gør man noget ved i Mariagerfjord Kommune.

Her slår værestederne Fjordgade i Hobro og Bazen i Hadsund nemlig dørene op på skift i weekenden og inviterer psykisk sårbare indenfor til weekendcafé.

quote Jeg kan let blive lidt ensom i weekenden, og så er det rart at komme ned i caféen og være sammen med nogle andre mennesker.

Katrine Bredahl, bruger af weekendcafé

For Monika Jessen betyder det meget, at hun har noget at bruge ugens sidste dage på.

- Caféen er en af årsagerne til, at jeg ikke sover hele weekenden. Jeg føler mig forpligtet til at møde op på værkstedet og møde nye mennesker. Hvis jeg har en dårlig dag, er det ok, at jeg bare møder op og sidder og lytter, siger Monika Jessen.

Der er ikke lagt noget fast program, når Monika Jessen og de andre brugere mødes i weekendcaféen. Det er nemlig ikke aktiviteterne, der er i centrum - det er samværet og hyggen.

Typisk går snakken over et spil eller madlavning, men brugerne tager også på udflugter.

- Jeg kan let blive lidt ensom i weekenden, og så er det rart at komme ned i caféen og være sammen med nogle andre mennesker. Det hele er frit, og derfor er det nemmere at komme i snak med nye mennesker og tænke på noget positivt, siger Katrine Bredahl, som ofte kommer i weekendcaféen.

Formål er at undgå ensomhed

Det er lederen af kommunens Pædagogik og Socialpsykiatri, Morten Hougaard Iversen, der sammen med medarbejderne på værestederne har taget initiativ til weekendcaféerne.

quote Mange kæmper mod ensomhed. De klarer hverdagen, fordi de går på uddannelse, arbejde eller beskyttet beskæftigelse, men ofte sidder de helt alene i weekenderne.

Morten Hougaard Iversen, Pædagogik og Socialpsykiatri

- Mange af vores brugere glæder sig ikke til weekenden. De kan være meget lange for dem, som har behov for støtte og sociale fællesskaber i dagligdagen. Derfor så vi behovet for et tilbud i weekenderne, siger han.

Han vurderer, at omkring 450 af kommunens borgere kunne have glæde af tilbuddet.

- Mange kæmper mod ensomhed. De klarer hverdagen, fordi de går på uddannelse, arbejde eller beskyttet beskæftigelse, men ofte sidder de helt alene i weekenderne. Dem vil vi gerne have kontakt til, siger Morten Hougaard Iversen.

Formålet er at undgå, at de psykisk sårbare bliver så ensomme, at de får problemer med at overskue hverdagen.

Monika Jessen håber, at flere vil dukke op i weekendcaféerne.

- Det kan være svært at gå ind ad døren den første gang, men træder du indenfor, vil du se, at der er plads til dig i fællesskabet. Der er en god og tryg stemning, hvor der er plads til alle, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland