LIGE NU:

Se den smukke julekoncert: - Kulturen er med til at få os gennem den svære tid

Hver søndag i advent viser TV2 Nord julekoncert fra Mariager Kirke med operasanger Jens-Christian Wandt i spidsen.

Se Julekoncert fra Mariager hver søndag i advent klokken 19.45 - eller se koncerten øverst i artiklen.

For mange nordjyder er det en tradition at tage til julekoncerter og gå i kirke i julen. Men med en verdensomspændende pandemi hængende over hovedet er det blevet mere besværligt trygt at kunne dyrke traditionerne.

Derfor viser TV2 Nord hver søndag i advent uddrag fra en julekoncert i Mariager Kirke fra 2018.

Ved julekoncerten i Mariager er det operasanger Jens-Christian Wandt, der står i spidsen. Han kalder sig selv for en ”rigtig juleglad dreng”, og han rejser hvert år rundt i landet og synger julen ind.

- Jeg elsker jul, og jeg elsker julens musik, siger Jens-Christian Wandt, der ville vælge ”Glade jul, dejlige jul”, hvis han skulle pege på sin favorit blandt julens sange.

Stor opbakning til julekoncerter

For Jens-Christian Wandt er 2020 også et anderledes år end normalt, og antallet af julekoncerter, han medvirker i, er halveret.

Han oplever dog, at der er stor opbakning til koncerterne.

- Traditionerne bliver forstærket i en tid, hvor vi ikke må se hinanden så meget. Der er ikke noget, der er bedre til at knytte bånd mellem mennesker end musik og sang, og jeg tror, at kulturen er noget af det vigtigste til at få os gennem den svære tid, siger han.

- Mere sikkert i kirken end i bussen

Jens-Christian Wandt turnerer med julekoncerter to steder i Nordjylland i år – nemlig i Jerup Kirke og i Oxholm Kirke.

Her skal koncertgæsterne gå ind med mundbind, spritte af og sidde med afstand – og så er fællessangen droppet. Jens-Christian Wandt og de andre medvirkende bliver coronatestet før koncerten og står med afstand mellem hinanden, og han mener derfor, at det er trygt for gæsterne at deltage.

- Hvis man overholder restriktionerne, synes jeg, at det er mere sikkert at sidde i en kirke end at sidde i bussen, siger han.

 
 

Operasangeren er for alvor ved at komme i julestemning efter et helt specielt år, hvor også Verdensballetten i Skagen, som han står bag, blev aflyst og erstattet af koncerten ”Lyse Nætter”.

- Jeg kan næsten ikke forstå, at der allerede er gået et år siden sidst, der var julekoncerter, men jeg glæder mig rigtig meget. Jeg er glad for koncerterne, og jeg kan mærke, at folk har brug for dem. Traditionerne er vigtige, selvom vi lever i en coronatid, siger han.