Sejr kan være million værd for Hobro
Foto: Henning Bagger (Scanpix)
Der er mere end bare point på spil, når Hobro søndag på DS Arena i Hobro tager i mod førerholdet i superligaen FC Nordsjælland.
Det er nemlig efter 13. spillerunde, hvor placeringen afgør hvor mange penge klubber indkassere i tv-penge, og her er der 1,1 millioner kroner på højkant for Hobro.
Holdet indtager før kampen en overraskende femteplads i ligaen. Den placering vil give Hobro 2,2 millioner kroner i tv-penge.
Med en sejr kan Hobro avancere til fjerdepladsen, hvis de øvrige resultater flasker sig. En fjerdeplads efter 13. spillerunde giver 2,6 millioner kroner i tv-penge.
- Vi går ind til kampen for at få en sejr. Om der er afregning efter runden spekulere vi ikke så meget på, men selvfølgelig kan det måles bagefter, hvor meget der ryger ind på klubkontoen, siger Hobros træner Thomas Thomasberg.
Et nederlag kan derimod koste mange hundrede tusinde kroner for Hobro, da holdet så kan dumpe ned på syvendepladsen i superligaen. En placering som kun vil give 1,5 millioner kroner i tv-penge.
Hobro skal i hjemmekampen mod FC Nordsjælland forsøge at hente den første sejr i fire kampe. Hobro-træneren hæfter sig dog mere ved, at hans mandskab ikke har tabt de seneste to kampe, hvor det er blevet til uafgjort. Senest mod Horsens, hvor Hobro med 10 mand fik vendt et truende nederlag til 1-1 med udligning i sidste minut ved topscoreren Pål Alexander Kirkevold.
- Selvfølgelig er det et stykke tid siden, at vi sidst har vundet, og vi vil rigtig gerne have en sejr igen. Jeg synes ikke, at jeg ser noget, som er bekymrende i vores spil, udover at de marginaler vi havde tidligere på sæsonen, er tipper over til vores modstandere. Mod OB skulle vi have haft en sejr og mod Brøndby skulle vi have haft point, siger Thomas Thomasberg.