Stor jubel på Hobro Sygehus: Ny uddannelsesmulighed kommer til Himmerland

Fra foråret 2024 kan en stribe nye læger få deres første praktiske erfaring som en del af deres kliniske basisuddannelse på Hobro Sygehus.

For nylig fik Hobro Sygehus det, man altid drømmer om at få på netop et sygehus – gode nyheder. En helt ny uddannelsesmulighed kommer nemlig snart til Himmerland.

- Det er kæmpestort. Vi er inde i en positiv udvikling lige nu, siger Christian Lottrup, der er uddannelsesansvarlig overlæge ved medicinsk afdeling på Hobro Sygehus.

Hobro Sygehus har nemlig fået tilladelse til at få en såkaldt klinisk basisuddannelse – så læger efter universitet kan få den første praktiske erfaring på den medicinske afdeling i Hobro.

- Det betyder potentielt, at man, for eksempel inden for feltet almen medicin, som er til praktiserende læge, kan tage hele sin speciallægeuddannelse her i området, forklarer Christian Lottrup.

Kan bidrage positivt til byen

Alle læger skal igennem en klinisk basisuddannelse for at kunne arbejde som læge, og fra foråret 2024 vil det for første gang være muligt for at tage netop den uddannelse i Mariagerfjord Kommune.

- Det bidrager rigtig positivt til den samlede udvikling, vi gerne vil for Hobro og Mariagerfjord Kommune som helhed, siger Søren Aalund, der er social-, sundheds- og omsorgsdirektør i Mariagerfjord Kommune.

Allerede fra næste måned har Hobro Sygehus fået lov at ansætte den første læge under den nye uddannelse, og i kommunen håber de ikke, det bliver den sidste.

- Jeg tror på, at når man får sin gang her i Hobro på en velfungerende afdeling, så vil man se, at Hobro er et godt sted at arbejde, men også et dejligt sted at bosætte sig, så vi håber, at det også kan lokke nye borgere til kommunen, siger Søren Aalund.

Se indslaget om den nye uddannelsesmulighed her:

- Forhåbentlig bliver de hængende

Hobro Sygehus uddanner allerede speciallægerne, men den nye uddannelse ligger endnu tidligere i lægeuddannelsen, og derfor skaber den bedre mulighed for rekruttering til fremtiden.

- Der vil være nogen, der potentielt stifter familie i løbet af det her år, og så er det der, man får børn, og de kommer i institution, og så er der måske en lidt større chance for, at de bliver hængende, lyder det fra Christian Lottrup. 

Man forventer, at fire læger årligt vil tage en klinisk basisuddannelse på Hobro Sygehus.


Seneste nyt

fra Nordjylland