Studieturen blev aflyst – nu arrangerer elever ”staycation” i stedet for
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord
Laura Holten Johansen og Jonathan Søvsø Thomsen går på Thorsgaard Efterskole i Hobro. De har været med til at arrangere en "staycation" på skolen, fordi deres studietur til Bornholm blev aflyst.
Eleverne på Thorsgaard Efterskole har fået deres studieture aflyst to gange på grund af coronasituationen. Nu har en gruppe elever taget sagen i egen hånd og i stedet arrangeret en uge med masser af aktiviteter på efterskolen.
I marts skulle eleverne på Thorsgaard Efterskole have været på skiferie i Norge, men det blev aflyst på grund af coronasituationen og rejserestriktionerne. I denne uge skulle de så have været en uge på Bornholm, men også den tur blev aflyst.
For selvom man gerne må tage på ture i Danmark, så anbefaler Efterskoleforeningen, at efterskoler lader være med at tage på ture med overnatning i denne tid, og det har Thorsgaard Efterskole valgt at lytte til.
I stedet har ti elever arrangeret en uge på efterskolen, hvor den normale undervisning er aflyst og byttet ud med forskellige aktiviteter som for eksempel vandsport på Randers Fjord. Eleverne har valgt at kalde det ”staycation” – altså en ferie derhjemme.
- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at vi ikke kan komme afsted på vores tur til Bornholm, men vi har prøvet en masse andre sjove ting, som vi ikke ville have prøvet, hvis vi skulle have været på Bornholm, så jeg synes, det er et megagodt alternativ, siger Laura Holten Johansen, der er elev på Thorsgaard Efterskoles Islandske Heste-linje.
Festival på efterskolen
Torsdag kulminerer ugen med en musikfestival på skolen, hvor der i løbet af aftenen er markedsdag med madboder og koncerter med tre bands udefra. Sent i aften er der fest med DJ på efterskolen.
- Det er sjovt og meget anderledes. På Bornholm havde vi sikkert været ude og opleve en masse ting i forhold til herhjemme, men det er også meget sjovt herhjemme, siger Jonathan Søvsø Thomsen, der er elev på Natur- og Friluftslinjen på Thorsgaard Efterskole.
Thorsgaard Efterskole arbejder meget med, at eleverne skal have indflydelse på hverdagen og skal inddrages i beslutninger, og derfor var det vigtigt for dem, at eleverne langt hen ad vejen selv fik lov til at bestemme, hvad der skulle ske i ugen, hvor de ellers skulle have været på Bornholm. Forstander Anne Marie Schubart synes, at de er kommet rigtig godt i mål med planlægningen:
- Det er helt vildt fedt, at de bare griber den her opgave på den måde, når det nu bliver anderledes, end det, vi havde forventet. Så det gør mig faktisk rigtig stolt, siger hun.
Eleverne Laura og Jonathan er også glade for, at de får oplevet en uge med en masse nye aktiviteter, selvom de ikke kan komme afsted på studietur:
- Ugen er godkendt, det vil jeg sige. Det har været meget sjovt herhjemme de seneste dage, siger Jonathan Søvsø Thomsen, elev på Thorsgaard Efterskole.