Betjente fra Nordjyllands Politi handlede hurtigt 2. juni i år, da en 43-årig mand om aftenen forsøgte at få fat på en betjents skarpladte skydevåben på politistationen i Hobro.
Manden greb fat om pistolen og forsøgte at rykke den ud af hylstret. Det lykkedes ikke, for flere politibetjente kom deres kollega til undsætning, og pistolens sikringsanordning var aktiveret.
Efterfølgende råbte manden til politibetjentene, at han ville komme dagen efter og dræbe dem, og manden er derfor blandt andet tiltalt for at have truet betjente i tjeneste.
Det fremgår af anklageskriftet for sagen, der skal for retten i Aalborg tirsdag.
Sparkede betjent i ryggen
Den 43-årige mand var på politistationen i Hobro, fordi han tidligere på eftermiddagen havde overfaldet en kvinde i Mariager ved at have grebet hårdt fat i hendes hoved og kastet hende ind i en hæk.
Kvinden fik flere rifter på kroppen efter overfaldet.
Efter tumulten på politistationen blev den 43-årige mand kørt i patruljevogn væk fra politistationen. Under kørslen fremsatte manden igen trusler mod en politibetjent, ligesom den tiltalte valgte at sparke en betjent i ryggen.
Manden er tiltalt for vold, overtrædelse af våbenloven, samt vold og trusler mod tjenestegørende politibetjente.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvordan den tiltalte forholder sig til anklagerne.