Tyv stjal alt fra lokalt ishus - udlover dusør
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord
Det er is for mange tusind kroner, der er blevet stjålet.
- Det er halvandet år siden, at vi sidst har haft indbrud, men nu er det tilbage.
Sådan fortæller Jacob Grønlund, der er ejer af Ishytten Stinesminde ved Mariagerfjord.
Natten til søndag har de haft besøg en ubuden gæst i form af en tyv, som simpelthen har stjålet rub og stub fra ishytten, hvor der sommeren igennem kan købes is ved selvbetjening.
- Det er noget, vi gør for området. Vi vil gerne føre videre, at der er et ishus, og bare om tre-fire uger ville vi lukke ned for denne sæson. Men nu er der stjålet is for flere tusinde kroner. Det er noget, der gør ondt, når det her er en sjov gesjæft for os, fortæller han.
På nuværende tidspunkt ved Ishytten endnu ikke, om de lukker op for denne sæson igen.
- Når det er ved efterårsferien, vi lukker ned, så ved jeg ikke, om vi gør det. Vi er ellers blevet taget godt imod, og mange svinger ind forbi os. Så er det bare ærgerligt, at der er én, som skal ødelægge det for alle andre, siger Jacob Grønlund og fortsætter:
- Vi har dog rigtig fint videomateriale af det hele og kan se, hvordan han kommer ind. Han bliver sat af en bil og kommer gående op til hytten og bryder ind. Så tømmer han det hele.
Udlover dusør
Men det er slet ikke første gang, at ishytten har oplevet indbrud.
- Det er sket nogle gange før, men det er omtrent halvandet år siden, at det skete sidst. Vi håbede på, at vi kunne være i fred og havde sluppet af med tyven - som vi ikke ved, om det er den samme. Man kan kun gisne, om det er bestillingsarbejde. Hvem skal ellers bruge så mange is, spørger Jacob Grønlund retorisk.
Derfor har Ishytten og Jacob Grønlund også udlovet en dusør på 1000 kroner, hvis man kan komme med tips til, hvem istyven er.
- Det har vi gode erfaringer med fra tidligere, hvor befolkningen har hjulpet med at få stoppet det, når nogen gør sig til tyv for en is. Vi har brug for at få det stoppet. Han kan jo komme igen om en uge, hvis jeg har åbnet op der, eller næste. Det er så ødelæggende, siger han.
Og hvis ikke det stopper, kan konsekvensen være, at hytten skal lukkes.
- Det er sådan noget, vi evalurer på, når sæsonen er overstået. Om det er besværet værd. Vi får bare så mange positive tilkendegivelse på, at vi har Ishytten. Det holder motivationen oppe, og så er det simpelthen så ærgerligt, at der på en sommerdag som i dag ikke kan holdes åbent.
Jacob Grønlund har anmeldt tyveriet til Nordjyllands Politi og er i dialog med dem om det.