Vagtmandens bedste råd mod indbrud: Få hjemmet til at se beboet ud

Tyvene skal vide, at du er hjemme. Så er der større chance for, de holder sig væk, lyder rådet fra erfaren vagtmand fra Jysk Vagt Security i Hobro.

Dit hjem skal se beboet ud, selv om du er væk. Sådan opsummerer Palle Povlsen de bedste råd til at undgå indbrud i sit hjem.

Palle Povlsen har mange års erfaring som indehaver af det private vagtselskab Jysk Vagt Security med base i Hobro.

Det handler om at skabe liv, set udefra.

- Tyvene skal simpelthen vide, du er hjemme, når du tager på ferie, weekend, eller tager man en tur ned i byen og handler, så få huset til at se beboet ud, siger han.

Tænd lys og efterlad haveredskaber

Det kan gøres ved at lade være med at trække gardinerne for, eller få en nabo til at gøre  det jævnligt, men det kan også være at få tændt og slukket lyset på forskellige tidspunkter, ldyer det fra vagtmanden.

Naboen kan måske også parkere deres bil i din indkørsel, mens du er væk.

En mulighed er også efterlade haveredskaber, så det ser ud som om man er i gang i haven, lyder rådet fra Palle Povlsen. 

Vær opmærksom på faresignaler

Når man kommer hjem efter at have været væk i en periode, er det også en god idé at være opmærksom.

- Kommer man hjem, og der står et stykke træ foran ens dør. Eller en cykel, der er kørt hen foran yderdøren, så er der altså noget i gære. Så skal man altså lige snakke med naboerne om at være ekstra vågne, siger Palle Povlsen.

Den erfarne vagtmand anbefaler, at man anskaffe tyverialarm og tager kontakt til et lokalt valgtselskab, der hurtigt kan være på pletten, hvis der bliver indbrud, mens du er væk.

Se Palle Povlsens gode råd fortalt som TV-indslag i toppen af denne artikel.




Seneste nyt

fra Nordjylland