Vikingemuseet Fyrkat får royal støtte

Den kongelige fond støtter den nordjyske vikingeattraktion med 200.000 kroner.

Vikingemuseet Fyrkat i Hobro står overfor den helt store opgradering indenfor den nærmeste fremtid.

Det står klart, efter Vikingemuseet Fyrkat har fået tildelt 200.000 kroner af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. 

- Vi kender jo alle dronningens interesse for arkæologi og vores fælles fortid, så jeg er naturligvis både glad og stolt over den anerkendelse projektet her får, siger museumsdirektør, Lars Christian Nørbach fra Nordjyske Museer, som Vikingemuseet Fyrkat er en del af.


Tilbud samles på et sted 

Museet vil bruge en del af pengene på at etablere en ny udstilling, der formidler fortællingen om de danske ringborge fra Harald Blåtands tid og mere specifikt om de arkæologiske fund, der er gjort ved Vikingeborgen Fyrkat. 

Vikingecenteret er i dag én af Danmarks væsentlige vikingeattraktioner, men udfordringen er, at de forskellige tilbud ligger spredt ud på et stort areal. Det gør, at publikum sjældent får alle oplevelserne med. 

Udover den nye udstilling skal nogle af pengene gå til at flytte de arkæologiske fund, der er udstillet på Hobro Museum inde i byen, ud på Fyrkat Møllegård, der ligger i nærheden af ringborgen. 

- De 30.000 personer, der kommer her på museet om året, vil nu få en mere samlet oplevelse, og vi regner med, at vi vil blive til en heldagsattraktion, siger museumsdirektøren. 

Step by step

Projektet er delt ind i flere faser, og med den royale støtte kan museet begynde at indlede fase 1, der indebærer etableringen af den nye udstilling. 

Museet har selv afsat en sum penge til fase 1. Dertil har Mariagerfjord Kommune og Jutlander Fonden Hobro også bidraget med store beløb. Dermed er museet så tæt på de 6 mio. kroner, som fase 1 koster, at arbejdet med at opgradere Fyrkat til en spændende heldags-attraktion kan sættes i gang. Hele projektet med alle faser vil komme til at koste 15 millioner. 

- 15 millioner er mange penge. Men det er det hele værd. Publikum skal have muligheden for at se fortællingen og historien i en moderne fremstilling, siger Lars Christian Nørbach.

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter kulturelle, videnskabelige og sociale formål. Fonden uddeler penge to gange om året.



Seneste nyt

fra Nordjylland