Falsk hjemmeside? Vivi kimes ned af utilfredse kunder
Foto: Privat: Bolig Trend
De sidste par uger har utilfredse kunder ringet og klaget over manglende varer til nordjysk butik. Problemet er bare, at varerne ikke er købt hos dem.
Telefonen ringer hos detailbutikken Bolig Trend i Hobro.
Det er en utilfreds kunde, som spørger, hvor de Royal Copenhagen krus, de har bestilt, bliver af.
Sådan nogle opkald har detailbutikken fået flere gange det sidste stykke tid.
Der er bare et problem. De sælger ikke Royal Copenhagen krus, og varerne er slet ikke købt i deres butik eller fra deres hjemmeside.
I stedet er de blevet forvekslet med en svensk hjemmeside - Bolig Trendz.
Svindel
Vivi Kjærsgaard, som er butikschef i Bolig Trend i Hobro, mener den svenske hjemmeside er falsk, og det er derfor, kunderne ikke har fået deres betalte varer.
Blandt andet på grund de mange henvendelser, hvor flere har forsøgt at række ud til den svenske hjemmesides kundeservice, men også på grund af de anmeldelser, hun har set på Trustpilot. Her har hjemmesiden kun fået en stjerne, og brugere skriver blandt andet 'jordens største svindelfirma', 'man får aldrig sine varer, og efter 30 dage stopper de med at svare'. En bruger skriver endda, at han har politianmeldt hjemmesiden.
- For så lille en by og lille en butik er det utrolig vigtigt, at den har et godt omdømme. Der kan sådan en ting være altødelæggende, siger hun.
- Det gør mig ked af det, at vi er så lille en butik, der prøver at få noget godt på benene, men så bliver slået oveni hovedet af en hjemmeside, som ikke har noget med os at gøre.
Det gør mest ondt på kunderne, det er jo deres penge, men det er også en svær situation at skulle forklare, at de er blevet snydt
Vivi Kjærsgaard, butikschef, Bolig Trend
Var bekendt med samme navn
Bolig Trend ligger i Hobro gågade. I august blev den opkøbt og allerede her blev Vivi Kjærsgaard gjort opmærksom på af sin familie, at der altså eksisterer en hjemmeside med stort set samme navn. Men inden den blev opkøbt i august gik butikken i forvejen under navnet Bolig Trend.
Derfor tænkte hun ikke, at der var noget problem med det. Indtil hun for to uger siden blev ringet op af den første kunde, som ville høre, hvornår hun fik sin vare.
Siden har flere henvendt sig.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at hjælpe dem. Jeg ved ikke noget om firmaet. Det gør mest ondt på kunderne, det er jo deres penge, men det er også en svær situation at skulle forklare, at de er blevet snydt, siger Vivi Kjærsgaard.
Butikken i Hobro sælger tekstiler og gaveartikler. Derudover er en isenkræmmer tilføjet til butikken.
Et generelt problem
Vivi Kjærsgaard har både forsøgt at informere deres kunder om problemet på Facebook, men også forsøgt at kontakte Royal Copenhagen og høre, om de kender til det, eller på nogen måde kan hjælpe. Dog uden held.
- Det er jo ikke kun os, det går ud over, men også store virksomheder. Det er et generelt problem med de her falske hjemmesider, som minder om ægte.
Vivi Kjærsgaard ved ikke, hvad hun nu ellers kan gøre.
Hun opfordrer dog kunder til at komme ned i den fysiske butik i stedet, for at være helt sikker. Derudover