Dele af Mias lig er formodentligt fundet i skov
Fredag morgen ved Dronninglund Storskov. Hele området er fortsat afspærret.
Nordjyllands Politi har netop meddelt, at dét der formodes at være dele af 22-årige Mia Skadhauge Stevns lig er fundet
Efter flere dages eftersøgning af 22-årige Mia Skadhauge Stevn har politiet fundet frem til ligdele. Det meddelte Nordjyllands Politi på et pressemøde torsdag aften.
- Vi er af den opfattelse, det er Mia, lød det fra vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen på pressemødet. Han fortalte videre, at politiet er af den opfattelse, at Mia er blevet offer for en forbrydelse.
Ligdelene, som politiet formoder er fra Mia Skadhauge Stevn, er fundet i Dronninglund Storskov sent torsdag eftermiddag. Skoven er nu spærret af.
Vicepolitiinspektøren tilføjede, at politiet fortsat afventer en række tekniske og retsmedicinske undersøgelser. Dem skal de bruge for at kunne fastslå den endelige identitet og dødsårsag.
Fund skete torsdag eftermiddag
Politiet oplyser, at det var et grundigt efterforskningsarbejde, der ledte op til gennembruddet i sagen.
Det afgørende fund i Dronninglund Storskov skete sidst på eftermiddagen. Politiet er stadigvæk i fuld gang med efterforskningsarbejdet, og de er talstærkt til stede i skoven, som er spærret af for offentligheden.
- Det vil vi være hele natten og også i morgen, sagde Frank Olsen på pressemødet.
Derudover er politiet fortsat i gang med at indsamle video og dokumentere de anholdtes færden.
Søger vidner
I forbindelse med fundet søger politiet vidner.
- Vi søger vidner, som har været omkring Sulsted Kirkevej og Hammer Bakker søndag morgen i tidsrummet mellem klokken 6:30 og 7-30. Der har vi fundet spor af Mia, udtaler Frank Olsen.
Endvidere beder vicepolitiinspektøren folk om at ringe 114, hvis de har været i Dronninglund Storskov natten mellem mandag og tirsdag.
Sigtede er blevet fremstillet
De to 36-årige mænd, som er sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, var torsdag i grundlovsforhør. Den ene blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden blev løsladt.
Anklager Mette Bendix kærede rettens afgørelse om at løslade den ene af de sigtede. Det betyder, at landsretten skal tage stilling til løsladelsen, og ifølge TV2's retsreporter Astrid Søndberg, sker det inden for få dage.
Grundlovsforhøret startede klokken 11 og var i gang i mere end fire timer. Begge mænd nægtede sig skyldig i sigtelsen mod dem.
Ifølge sigtelsen skulle de to mænd have dræbt Mia Skadhauge Stevn på en ukendt adresse i Nordjylland. Drabstidspunktet skulle være fundet sted mellem den 6. februar 06:09 og den 9. februar klokken 11:20, hvor de to mænd blev anholdt.