Overblik: Sådan blev Qureshi journalistikkens sorte får
Foto: Anders Ekström
Sagen om Michael Qureshi sprang som en bombe i dansk journalistik kort før jul.
Det var TV3 Sport, der i starten af december 2015 kunne afsløre Qureshis mangeårige brug af opdigtede kilder – navne som ’Oscar Rodriguez’ og ’Francesco Pierini’ blev blandt andet citeret i flere af Qureshis fodboldhistorier fra Europa.
Michaels Qureshi erkendte over for TV3 Sport, at der var tale om pseudonymer, men at der gemmer sig reelle personer bag de opdigtede kilder. Det sætter flere i dag spørgsmålstegn ved, da Qureshi ikke har været villig til at opgive pseudonymernes rigtige identitet til sine tidligere chefer forud for undersøgelserne af alle Qureshis artikler.
Qureshi var en af de mest profilerede sportsjournalister i Danmark, da sagen kom frem. Han var kendt for sit store netværk i både ind- og udland, og han erfarede ofte store fodboldnyheder, som viste sig at holde stik. Over 10.000 følgere på Twitter talte sit tydelige sprog.
Derfor kom det også som et chok for hele den danske mediebranche, da TV3 Sports afsløringer i fodboldprogrammet ’ONSIDE’ kom frem.
Michael Qureshi havde dog allerede været udsat for kritik få måneder før, da Ekstra Bladet – med Qureshi som afsender i selskab med en italiensk journalist – bragte et interview med Napoli-spillere Gonzalo Higuain, som aldrig havde fundet sted. Dette gav TV3 Sport anledning til at gå dybere ned i Qureshis kildenetværk.
Michael Qureshi var under et år forinden skandalen skiftet fra BT til Ekstra Bladet, men den 4. december 2015 blev han fyret fra sin Ekstra Bladet for at have benyttet sig ”urigtige navne på kilder, der har optrådt i hans historier” – efter afsløringerne var blevet bragt.
Skandalesagen blev efterfølgende tophistorie på flere danske medier, og siden afsløringerne kom frem, er der blevet sat stadigt flere spørgsmålstegn ved Qureshis forklaringer. Sagen har trukket internationale spor, SKAT er blevet inddraget, og Qureshi har endda fået en politianmeldelse på sig fra BT. Her er han dog foreløbigt ikke blevet sigtet eller tiltalt.
Qureshis tidligere arbejdsgivere iværksatte en undersøgelse af alle hans artikler, da sagen kom frem, og det viste sig hurtigt, at listen af opdigtede kildenavne var længere, end hvad TV3 Sport havde bragt.
Egmont, som giver fodboldmagasinet Goal, trak mere end 500 artikler tilbage, som Michael Qureshi sammen med de opdigtede kilder havde skrevet.
Derudover trak BT i marts 287 artikler tilbage. Her udtalte chefredaktør for BT, Olav Skaaning Andersen, følgende til Fagbladet Journalisten:
- Det kan være, at der er reelle kilder bag ved nogle af hans pseudonymer. Det påstår han jo. Men når man ser på, hvor mange kilder vi ikke kan identificere, så tegner der sig et billede af, at Michael Qureshi har snydt og bedraget rent ud sagt, fordi han undervejs systematisk har forfalsket sine kilder, sagde Olav Skaaning Andersen.
Michael Qureshi har det seneste halve år ikke udtalt sig til pressen. Han har forholdt sig uden for offentlighedens søgelys med sin familie i en forstad til Aalborg.
I dag kan TV2 Nord så fortælle, at han skal være medejer og redaktør på et nyt medie om Aalborg sammen med blandt andre AaB-spilleren Thomas Enevoldsen.
I den forbindelse har Michael Qureshi stillet op til et TV-interview, hvor han bliver konfronteret med sin kildefusk.
Hele interviewet kan ses på TV2 Nord Salto i aften klokken 21.30. Derudover vil tv2nord.dk hele formiddagen bringe Qureshi-nyheder fra interviewet. Råinterviewet vil også blive lagt på hjemmesiden i sin uredigerede form.