Fælles juleaften i Snedsted

I Snedsted skal ingen gå glip af flæskesteg og juleand. En gruppe lokale thyboere har nemlig arrangeret fælles jul for dem, som ellers ville sidde alene juleaften.

Selvom mange holder jul i familiens selskab, er der andre, som ikke af fri vilje sidder alene den 24. december. Derfor har en gruppe lokale gået sammen, og holder for femte år i træk fælles juleaften i Snedsted.

- Vi forsøger at skabe en hyggelig og stemningsfuld aften med god traditionel julemad - and, flæskesteg, ris a la mande og mandelgaver. Der bliver også råd til en lille julegave til alle, ligesom vi selvfølgelig også skal en tur rundt om juletræet og synge lidt julesange, fortæller Charles Knudsen, der er med i julegruppen, til Limfjord Update.

Alle er velkomne juleaften i Snedsted og jo flere jo bedre. Deltagerne er en blandet flok af unge og ældre, enlige og par og det er, ifølge Charles Knudsen, kun hyggeligt, at der er mange forskellige med.

- Vi har indtil nu løst opgaven med at hente og bringe de, der ikke selv er mobile, siger Charles Knudsen.

De sidste par år har der været omkring 30 deltagende.

Det koster 100 kroner at deltage.  


Seneste nyt

fra Nordjylland