Lettelse: Michael Nielsen er fundet

53-årige Michael Nielsen, som onsdag i sidste uge forsvandt fra sit bosted i Nykøbing Mors, er nu fundet i god behold.

Godt en uge skulle der gå, men tidligere i dag, fredag, dukkede den 53-årige Michael Nielsen endelig op. Han blev fundet af to kvinder, der var ved at ordne en hesteindhegning ved Ullerup på Mors, godt 10 kilometer fra mandens bosted, Strandgården i Nykøbing.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, fortæller, at de hørte ham råbe om hjælp.

- De får hurtigt tilkaldt en ambulance, og vi kommer også ud til stedet. Han er blevet kørt på sygehuset nu for at blive undersøgt, men han har det efter omstændighederne godt, siger Carsten Henriksen.

Michael Henriksen forsvandt onsdag aften i sidste uge, og siden har både politiet og frivillige brugt rigtig mange kræfter på at gennemsøge Mors i et forsøg på at finde ham igen. 

- Så det er rigtig dejligt, at han er fundet nu. Og så er det da lidt spændende, hvordan han er nået så langt og klaret sig så længe, siger vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland