Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Politisk flertal for flygtningecenter på Mors

Der er klart flertal for, at Mors skal huse et nyt flygtningecenter.

Onsdag diskuterede Morsø Kommunes økonomiudvalg, om Mors Skal huse et nyt flygtningecenter. Der var flertal - Kun Dansk Folkeparti er imod planerne skriver limfjordupdate.dk

Et flygtningecenter vil ifølge Viceborgmester Michael Dahlgaard, der er idemanden bag, give lokale arbejdspladser og bidrage positivt til de lokale butikkers omsætning, da centret skal købe ind i det daglige og flygtningene får lommepenge i størrelsesordenen 2.000 kroner om måneden.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen oplyser til limfjordupdate.dk, at hvis flygtningecenteret bliver til noget, skal de have en operatør udefra til at styre det.

- Det bliver for tung en proces, hvis vi selv skal stå for det. Jeg ved ikke, hvilken det skal være endnu, der er jo både Jammerbugt, Vesthimmerland og flere heromkring, siger han.

Han tør endnu ikke sætte en tidhorisont på det.

- Det jeg venter på, det er en tilbagemeldning fra Udlændingestyrelsen på, om de overhovedet er interesserede i at etablere det på Mors, om om de lokaliteter, vi kan stille til rådighed, har en størrelse, som gør det attraktivt.

Sagen kommer på byrådsmødet på mandag den 1. december.