Det fortsætter: Honning-Henning plyndret igen
Sent lørdag aften blev Henning Jensen vækket, da det rumsterede udenfor.
Honning-Henning, som han er kendt for at hedde, var egentlig smuttet i seng lørdag aften, men sove trygt kunne han ikke.
Han lå i sengen, og klokken 23.32 kunne han så høre, at der foregik noget udenfor soveværelsevinduet.
- Jeg rullede gardinet op, og der så jeg en mand, der var ved at putte noget ned i en pose. Jeg åbnede vinduet og råbte ad ham, men så stak han jo af, fortæller Henning Jensen om hændelsen ud på de sene aftentimer.
Manden, som Henning beskriver som kraftig, knap 170 centimeter høj, 25-35 år og iført sort tøj, hoppede ind i en bil, der var parkeret i vejkanten, og så strøg han ellers væk fra stedet.
Tyveknægten nåede at få 12 glas honning med til en værdi af 690 kroner, fortæller Honning-Henning, der naturligvis har anmeldt episoden til politiet.
Er blevet plyndret før
Honning-Hennings honningbod er blevet plyndret før, hvilket TV2 Nord også beskrev tilbage til 15. juli tidligere på sommeren.
Her var vejboden på Næssundvej i den lille landsby Karby blevet bestjålet ad to omgange, og det er ikke noget, der behager honningsælgeren, at det nu sker igen.
- Det er da træls. Jeg er glad for, at det ikke er huset, de bryder ind i, men derfor er det sgu træls alligevel, siger han.
Henning Jensen føler sig overbevist om, at det er den samme gerningsmand som sidste gang, og hans formodning går på, at honningen bliver stjålet for at skulle sælges videre.
Nu overvejer han forskellige tiltag, der skal fange honningtyvene, hvis det sker igen, men hvilke metoder der eventuelt skal i brug, vil han ikke ud med.
- Det skal de jo ikke vide, slutter Honning-Henning, der trods alt stadig bevarer det gode humør.