Fint besøg på Børglum Kloster
Preben Kristensen og fem skuespiller-kolleger øver til vandreforestillingen Børglums Stemmer. Teaterstykket opføres under åben himmel med seks forskellige historier på seks forskellige lokationer ved klosteret.
- Jeg har arbejdet mig op, arbejdet mig op, så kald mig ved mit rette navn Kjær Skjold. Jeg hedder Kjær Skjold!, råber Preben Kristensen.
Han er i gang med at øve på rollen som barsk godsejer fra 1600-tallet i en af haverne ved Børglum Kloster.
- Det kunne ikke være bedre - i hvert fald ikke her, siger han.
Han er en del af vandreforstillingen Børglums Stemmer, som har premiere den 19. august.
- Jeg tror, det bliver skidespændende. Jeg tror, folk vil blive meget glade for det, fordi det er nogle gode historier.
Vandreforstillingen består af seks forskellige historier på seks forskellige lokationer omkring klosteret.
- Vi har ligesom prøvet at vælge nogle historier, som folk kender, men der er også nogle historier, som vi synes er rigtig spændende, siger instruktør og skuespiller Kristian Grumme.
Alle historierne tager udgangspunkt i Børglum Klosters tusind år gamle historie.
Hjælp fra fonde
Det er en række forskellige fonde, der har hjulpet med finansieringen.
Og hos familien Rottbøll, der ejer og bor på klosteret, håber de, at forestillingen kan tiltrække flere gæster.
- Jamen selvfølgelig håber vi, at det bliver en succes, og det gør det, når det er sådan nogle dygtige skuespillere, der er her, siger godsejer Anne Rottbøll.
Hun håber på, at forestillingen kan tiltrække andre publikummer, ende dem der plejer at komme på klostret.
Og en udendørs vandreforestilling bliver både anderledes for publikum og skuespillere.
- Det er en anden fornemmelse, end at stå på scenen. Det er jo også fordi, jeg kommer til at være meget tæt på publikum. Jeg kommer også til at tale direkte til dem. Men hvordan det rigtig bliver, og hvor stort det bliver, det må I jo selv komme og se, ikke?, siger Preben Kristensen til TV2 Nords udsendte reporter.
- Det skal jo ikke røbes her. Det er en speciel oplevelse, men jeg kan faktisk godt lide det, siger Preben Kristensen.
Og så er der ellers bare tilbage at bede vejrguderne om godt vejr.
- Vi har planlagt det sådan, at al regn kom her i juli, og så kommer der kun til at være solskinsvejr i august. Det trænger vi altså til, siger instruktør Kristian Grumme.
Se mere her: