Jan Harsem vil have bedre sikkerhed til søs
Webclip på tv2nord.dk
Jan Harsem mistede sin gravide hustru i branden om bord på Scandinavian Star. I dag bruger han meget af sin tid på at forbedre sikkerheden til søs.
Jan Harsem sidder på sit kontor uden for Oslo sammen med sin samarbejdspartner Arne Sagen. De to arbejder på nye artikler, der skal skabe debat om sikkerheden inden for søfart. De to står bag interessegruppen "Stiftelsen Skagerrak", der siden 2004 har kæmpet for at sætte søfartssikkerhed på dagsordenen i den internationale pressedækning.
- Vi har ikke en stor organisation. Vi har ikke kapacitet til at lave omfattende udredninger, men det er så grundlæggende det vi gør, at vi oplever, at selv enkle principielle initiativer som vi tager, får ganske stor opbakning i den internationale skibspresse, siger Jan Harsem.
Jan Harsem medvirker i dokumentaren "Mysteriet om Scandinavian Star", der blev sendt på TV2 den 7. april. Her fortæller han om, hvordan han mistede sin gravide kone i færgebranden på Scandinavian Star i 1990, imens han selv slap ud med sin søn Halvor, der var halavandet år gammel. Sikkerheden om bord var dengang højst kritisabel, og 159 mennesker mistede livet i katastrofen.
I dag bruger Jan Harsem sine oplevelser og efterfølgende naturlige interesse for området til at arbejde konstruktivt med at sætte fokus på sikkerhedsspørgsmålet igennem Stiftelsen Skagerrak.
- Vi vil være den stemme som er med til at skærpe sikkerheden til søs, og på den måde være med til at forbygge tabene og sorgen, som ulykker og katastrofer medfører. Uanset om det handler om miljøskade, eller skade på besætningen eller passagerer i skibsulykker, siger han.
Jan Harsem oplever generelt, at der stadig er for lidt fokus på sikkerhed hos de store rederier, og i tilfælde af ulykker, så får det meget små konsekvenser for rederierne. Det er typisk kaptajnen og besætning, der må tage ansvaret og straffen.
- Fortsat sker der en kriminalisering af søfolkene, hvis noget går galt, imens skibsrederierne og de kommercielle aktører, de går fri. Vi har haft store søulykker i Norge, og også i udlandet. Så sent som for tre år siden havde vi Costa Concordia, hvor verdens største cruiserederi Carnival forliste, og nok engang så kriminaliserede man kaptajnen, imens rederiet slipper med et pengeudlæg, siger Jan Harsem.
Interesseorganisationens arbejde kan følges her: http://skagerrak.org/
Jan Harsem er også formand for den norske interessegruppegruppe "Støttegruppen for efterladte og overlevende efter Scandinavian Star".
Han er i dag blevet gift igen, og har tre børn.