SENESTE NYT:

Gammel fodboldskade kostede Carina erstatning: Nu mistænker hun læge for ulovligt opslag i patientjournal

Flere nordjyder mistænker læger for ulovligt at kigge i deres journaler, når de bijobber for forsikringsselskaber i erstatningssager.

Carina Christensen oplevede, at en læge, der skulle lave en speciallægeerklæring om hende i en forsikringssag, samtidigt arbejdede på sin computer på Aalborg Universitets Hospital.

Hun har mistanke om, at lægen ulovligt har søgt oplysninger i hendes journal. Derfor har hun søgt aktindsigt. Men i et mundtligt svar afviser Region Nordjylland mistanken.

Carina Christensen fra Vindblæs var tidligere en aktiv sportsudøver, men i 2016 går det pludselig galt. På en løbetur får hun et smæld i sit højre knæ. Menisken er skadet og skal opereres.

Carina melder skaden til sit forsikringsselskab, og hun bliver indkaldt til en specialundersøgelse på Aalborg Sygehus.

quote Han spørger ind til en skade, der skulle være sket i 2008, og det kan jeg ikke forstå, for det har vi aldrig nogensinde snakket om

Carina Christensen, Vindblæs

- Lægen sidder med nogle papirer, men han har også sin computer tændt, som han kigger i flere gange, mens vi taler, og så noterer han på sin notesblok, siger Carina Christensen.

Carina Christensen bliver undersøgt af speciallægen på sygehuset. Hun tænker ikke over, at lægen i virkeligheden arbejder for hendes forsikringsselskab.

- Nej! Overhovedet ikke. Han sidder jo på sygehuset og er jo bare en læge, med lægeskilt og kittel på og et stetoskop rundt om halsen. Så jeg svarer bare på det, han spørger mig om, siger Carina Christensen.

Spørger ind til otte år gammel undersøgelse

Carina har i 2008 været undersøgt for et ømt knæ, som hun fik efter at have spillet fodbold på en efterskole. Der blev ikke stillet noget diagnose, og knæet kom sig igen uden behandling. Alligevel er speciallægen meget interesseret i episoden.

- Min skade, som jeg har anmeldt, er jo sket i 2016, og det er det, jeg har anmeldt til forsikringen. Men han spørger ind til en skade, der skulle være sket i 2008, og det kan jeg ikke forstå, for det har vi aldrig nogensinde snakket om, siger Carina Christensen.

Carina havde næsten glemt sit ømme knæ fra 2008, som hun intet har mærket til i mange år, men det får alligevel afgørende betydning for erstatningen for hendes ødelagte menisk.

- Episoden fra 2008 betyder, at min skade nu ikke er dækket af min forsikring. Der er ingen erstatning til mig, fordi ménprocenten er faldet på grund af den skade, de påstår er sket i 2008, siger Carina Christensen.

Aktindsigt giver intet svar

Region Nordjylland afviser, at der er sket ulovligt opslag i Carina Christensens journal, men professor og ekspert i forvaltningsret Sten Bønsing mener, hun har krav på et bedre svar.

TV2 Nord har tidligere fortalt om ægteparret Jensen. De har afsløret, at to ud af fire speciallæger ulovligt har hentet oplysninger i Inge Jensens journal i forbindelse med en erstatningssag efter en trafikulykke.

Da Carina Christensen så det indslag, tænkte hun straks, at det måske også var sket i hendes tilfælde. Derfor besluttede hun sig for at søge aktindsigt, for at se, om lægen der undersøgte hende, havde kigget i hendes journal. Regionen får dato og sted, og hun bliver lovet, at hendes journal bliver tjekket for opslag en måned før og efter speciallægeundersøgelsen.

- Jeg bliver ringet op, og får at vide, at der ikke har været opslag i min journal. Jeg fik aldrig et svar på skrift. Jeg synes, det er mærkeligt, at lægen pludselig begynder at spørge om en skade, der er sket i 2008, for hvor ved han det fra? Men jeg kunne jo se, at hans computer var tændt, siger Carina Christensen.

Ekspert: har krav på ordentligt svar

Ifølge Sten Bønsing, der er ekspert i forvaltningsret, har Carina Christensen krav på, at få et ordentligt svar fra Region Nordjylland:

- Hvis man beder om aktindsigt i hvem, der har været logget ind i ens system, så skal man selvfølgelig enten have at vide hvilke log in, der har været – eller også skal man have at vide, hvis man ikke kan få et klart svar på sin anmodning. Hvis det kræver yderligere specifikationer, skal man vejledes om, hvad der kræves, og ellers skal man selvfølgelig have et fuldstændigt svar, siger Sten Bønsing.

Lene Linneman fra SF og Per Larsen fra Konservative har for nylig stillet spørgsmål til Region Nordjyllands administration i sagen. Nu vil Venstre også have en forklaring.

- Jeg bliver nødt til at spørge ind til, hvad der er foregået her, fordi hvis man spørger om, hvad ens data er blevet brugt til, så skal man selvfølgelig have svar på det, siger Martin Bech, gruppeformand for Venstre i Regionsrådet.

På baggrund af TV2 Nords dækning af sagen foreslår Venstre nu et ekstra tjek af de ca 300 speciallæger, der laver lægeerklæringer i deres fritid.

- Der er noget der tyder på, at der er nogle huller i det sikkerhedsnet vi har, og den kontrol vi udfører i dag, og det skal vi have rettet op på. Derfor er det måske en god idé, at vi har en skærpet kontrol omkring de læger, der bijobber for forsikringsselskaber – og vi burde jo vide, hvem der bijobber, for det skal de jo oplyse, siger Martin Bech.

Carina Christensen er stadig usikker på, om hendes knæskade er retfærdigt behandlet, og om forsikringsselskabet og lægen har opført sig korrekt.

Hvad må en speciallæge i forbindelse med en erstatningssag?

Venus Venue

play Twerking og debat sætter fokus på køn, krop og ligestilling

Lone Jensen PFOS-forurening

play Ingen fortalte Lone, at hun er nabo til sundhedsskadelige PFOS-stoffer

Havnegade Run

play "Danmarks mindste motionsløb" afholdt på havnen i Nørresundby

Natur app i Aalborg

play Ny app skal lokke børn og voksne ud i naturen

Venus Venue

play Twerking og debat sætter fokus på køn, krop og ligestilling

Lone Jensen PFOS-forurening

play Ingen fortalte Lone, at hun er nabo til sundhedsskadelige PFOS-stoffer

Havnegade Run

play "Danmarks mindste motionsløb" afholdt på havnen i Nørresundby

Til forsiden

Til forsiden