En torn i øjet: Festivalgæster efterlader bunker af affald

Især helt unge festivaldeltagere efterlader i stigende mængder affald på Nibe Festival.

Telte, soveposer, madrasser og snart sagt hvad som helst bliver efterladt i store mængder, når Nibe Festival Camp bliver forladt søndag hvert år.  Mange af tingen fejler absolut intet, men bliver alligevel bare smidt ud, fordi de unge ikke gider pakke det sammen.

Nibe forsøger at være en grøn festival, så de stigende bunker skrald, der kunne være genbrugt er en torn i øjet på ledelsen.

Mette Sabro, der er leder af festivalen såkaldte GreenTeam siger:

- Vi opfordrer de unge til at tage deres ting med sig hjem, men må alligevel smide masser af fuldt funktionelle ting ud hver år. Alene i år har vi fyldt halvanden container med campingstole, som bliver kørt direkte til metalskrot. Men der er jo også masser af telte og soveposer, som kan bruges igen, hvis de ellers bare bliver vasket engang, siger Mette Sabro. 

Især de unge festivaldeltagere gider ikke rydde op efter sig. Derfor efteralder de alt fra soveposer, luftmadrasser til telte, når de skal hjem fra festival.

For at råde lidt bod på det store spild af gode festivaleffekter lader Nibe Festival enhver, der har lyst komme ind på campen, når den lukker klokken 14 søndag hvert år. Så må alle tage lige hvad de vil – og der er nok at forsyne sig med.

Elsebeth Skærbæk fra Vester Hornum bryder sig ikke om de unges brug og smid væk kultur.

- Det er som om de unge bare er ligeglade og tænker, at så kan far og mor bare købe et nyt telt eller en ny sovepose næste gang jeg skal på festival. Det er som om de ikke helt ved hvad penge er, siger Elsebeth Skærbæk.

Hun benyttede selv lejligheden til at få erstattet en håndfuld campingstole, som hendes døtre havde fået væk under festivalen, men ellers sætter kun fantasien grænserne for hvad man kan finde.

- Vi har fundet sko, hættetrøjer og en god højtaler, siger Anne Sofie Halstrøm Rydahl fra Blære, der selv har deltaget i festivalen.


Seneste nyt

fra Nordjylland