Ny omsætningsrekord kostede Nibe-formand et mudderbad
Foto: Camilla Thorup Christoffersen
Thomas Larsen sprang med glæde i mudderet foran en måbende menneskemængde, efter Nibe Festival satte omsætningsrekord torsdag.
- Jeg gør det med glæde. Jeg gør det med glæde.
Sådan blev bestyrelsesformand for Nibe Festival, Thomas Larsen, ved med at gentage for sig selv, da han fredag eftermiddag nødtvunget måtte iføre sig en beskyttende hvid heldragt og med en hær af journalister og fotografer i hælene begive sig mod mudderet på Junglestien i Skalskoven.
For kåd som han var torsdag formiddag, da det øsregnede i en grad, så flere gæster vendte den våde snude hjemad, havde han lovet sin teamleder i det store korps af frivillige på festivalen, at han ville rulle sig i en mudderpøl, hvis de nåede dagens budget.
Og nåede det gjorde de altså, de godt 4000 frivillige. Også i den grad. Faktisk endte torsdagens omsætning med at slå onsdagens, selv om regnen silede ned hele formiddagen og store dele af aftenen, og programmet ikke bød på helt så store navne som dagen før.
- Ja, jeg kan lige så godt springe ud i det og erkende, at jeg skal være beskidt. For vores budget på 3,2 millioner kroner i omsætning, ja, det slog vi altså. Faktisk endte omsætningen på 3,8 millioner kroner, sagde Thomas Larsen på dagens pressemøde.
Dermed blev al snak om dårlig stemning på grund af regnen gjort til skamme. Faktisk omsatte Nibe Festival for 16 procent mere end forventet, og det kostede altså bestyrelsesformanden et mudderbad foran en grinende og måbende skare af pressefolk og festivalgæster.
Oplagt kastede Thomas Larsen sig ned i den mest smattede del af Junglestien og rullede sig flere gange rundt i sølet.
- Jeg gør det altså med glæde, det gør jeg faktisk. For jeg er super stolt over resultatet fra i går og over den præstation, vores frivillige har leveret.
Især vodka-juice-drinksene fra Appelsinen og fadøllene og maden i Måneskinsteltet i camp-området havde hjulpet med at trække omsætningen op, afslørede Thomas Larsen og Peter Møller Madsen.