Frem med dankortet: Nibe Festival dropper kontanterne

Flere festivaler dropper betaling med kontanter - nu hopper Nibe Festival også med på bølgen og indfører i stedet et festivalkort.

Når Nibe Festival i begyndelsen af juli blænder op for endnu en omgang musik og fest i Skalskoven, bliver det uden mulighed for at betale for mad og drikke med kontanter.

Det meddeler Nibe Festival på sin hjemmeside. 

På dette års festival vil man i stedet kun kunne betale med en række betalingskort - og så indfører Nibe Festival et såkaldt festival-kort.

Disse kort kan du bruge på Nibe Festival:

  • Dankort
  • Visa/dankort 
  • Mastercard
  • Visa
  • Mastercard debet
  • Maestro
  • Visa electron
  • JCB
  • China UnionPay.
  • Nibe Festival-kort.

- Har gæsten kun kontanter, henvises til de to kontantboder, hvor de kan indsætte dem på et Nibe Festival kort. Kontantboderne findes ved hovedindgangen, samt på Junglestien, skriver Nibe Festival på sin hjemmeside.

Det kontantløse system er indført for at spare de frivillige for at skulle rundt mellem boderne og samle byttepenge og hente store pengebeløb.

Tilbage i 2014 forsøgte Nibe Festival sig også med et kontantløst år. Her havde man i stedet sat chip i festival-armbåndene, som man så kunne bruge til at betale med rundt om på pladsen. Systemet, som bare et uger inden var brudt sammen på North Side i Aarhus, blev dog ingen succes.

Men på grund af det nyanlagte fibernet i Skalskoven forventer festivalledelsen ingen problemer med det kontantløse system i år. 

Ifølge dr.dk har også Skive Festival, Heartland, Northside, Tinderbox, Roskilde Festival og Grøn koncert afskaffet kontantbetalingerne.

Nibe Festival finder sted fra den 4. til den 7. juli. 


Seneste nyt

fra Nordjylland