Stak af fra politiet
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En 18-årig mand er kort før middag iført håndjern stukket af fra politiet i forbindelse med, han var i retten.
Den unge mand så sit snit til at tage flugten fra to politiassistenter, da han blev ført væk fra et retslokale på vej hen til en elevator.
Han smuttede fra politiet ned ad trapperne.
- Det er bestemt ikke en situation, vi er stolte af, men han var simpelthen for hurtig på benene i forhold til de to politiassistenter, der var med, siger vagtchef Frank Liltorp.
Den 18-årige er fængslet for en stribe voldsepisoder og havde netop fået forlænget sin varetægtsfængsling, da han med hænderne i håndjern stak af.
Det er ikke mange uger siden, to mænd ligeledes i politiets varetægt stak af fra Nordjyllands Politi . Dengang forsvandt de ud gennem et vindue.
- Det er normal procedure, at der er to politifolk med i forbindelse med et sådan retsmøde, og vi må desværre konstatere, at den unge mand løb hurtigere end vores folk, siger vagtchefen.
Politiet løb efter den 18-årige, men mistede ham af syne ved Kastetvej, hvorfra han fortsatte vestpå.
Den 18-årig beskrives som ca. 175 cm høj, spinkel af bygning, han har meget kortklippet hår og var iført cowboybukser og en lys hættetrøje.
Politiet har siden flugten indtil videre forgæves forsøgt at finde manden igen. Han er fra Aalborg og er kendt i kriminelle kredse.