Lovligt Streetrace i Nordjylland
Lørdag den 2. september afvikles det første lovlige og godkendte streetrace arrangement i Nordjylland med adgang for publikum.
Ved arrangementet der finder sted i Sindal kan man opleve et spændende 402 meter race for almindelige gadebiler, suppleret med nogle af Danmarks hurtigste indregistrerede specialbiler.
Løbet er blevet til i et samarbejde mellem den Nordjyske eventarrangør 402meter.dk, som har påtaget sig det økonomiske ansvar for arrangementet. Løbsafviklingen varetages af Streetracing.dk, der har erfaring med afvikling af løb under lovlige og sikre forhold.
Både 402meter.dk og Streetracing.dk håber med dette arrangement at kunne demonstrere at der findes et seriøst alternativ til det meningsløse og dødsensfarlige ulovlige gaderæs.