Stadig ingen spor efter røver
Nordjyllands Politi er fortsat meget interesseret i henvendelser fra offentligheden efter røveriet mod SuperBrugsen i Skagen onsdag aften.
Klokken 18.45 kom en ung mand ind i butikken, sprang op på et varebånd og truede ekspedienten med en hobbykniv til at udlevere kassebeholdningen. Da det ikke gik hurtigt nok skubbede han hende væk og tog selv for sig af kassen.
Politiet leder nu efter en ung mand iført en sort vindjakke med hvidt stof under armhulerne. Han var iført lyseblå cowboybukser og havde sorte sko på.
Manden talte dansk.
Hvor stort udbyttet blev, bliver først gjort op, når teknikerne har undersøgt kasseapparatet for fingeraftryk.
Nordjyllands Politi sidder klar på telefon 114, hvis nogen skulle have oplysninger i sagen.