LIGE NU:

AaB Ishockey tabte igen

AaB Ishockey slap for et frygtet kæmpenederlag til det russiske storhold AK Bars Kazan, der dog vandt sikkert med cifrene 4-1. AaB spiller sidste kamp søndag.

Selv om det blev til det andet nederlag i lige så mange kampe, kan de nordjyske ishockeyspillere fra AaB Ishockey være rigtig fint tilfredse med lørdagens resultat ved Continental Cuppens finalestævne i Riga.

Efter 2-7-nederlaget til HK Riga 2000 fredag, kunne man snildt have frygtet et tocifret nederlag til turneringens storfavoritter AK Bars Kazan fra Rusland, der blandt andet tæller de tre forwards fra det russiske landsholds førstekæde ved det seneste VM. Men nordjyderne slap med et hæderligt nederlag på 1-4 efter periodecifrene 0-1, 0-2 og 1-1. Den nordjyske scoring blev sat ind to minutter inde i sidste periode
af letten Aleksandrs Macijevskis.

AaB kom bagud efter 10 minutter, men holdt herefter russerne stangen i indtil kampens sidste halvdel. AK Bars Kazan fik dog med to scoringer i slutningen af anden periode fjernet enhver form for tro på et nordjysk mirakel.

AaB's sidste kamp i Riga er søndag klokken 18.40 dansk tid mod Kazzinc Torpedo fra Kasakhstan.