LIGE NU:

Demonstration i Aalborg

Mandag var der demonstration i Aalborg. Omkring 50 var mødt op for at vise deres utilfredshed med at Ungdomshuset i København bliver revet ned

- Fingrene væk fra Ungdomshuset.

Der var ingen tvivl om budskabet, da demonstranter i kor råbte slagord, imens de vandrede gennem gaderne i Aalborg.

Slagordene blev råbt til fordel for Ungdomshuset i København - og også politiet var mødt op, selv om demonstrationen dog hverken bød på vold eller kasten med brosten.

- Jeg går ind for at vi får flere fristeder her i Danmark. Alt er blevet så ensrettet, hvor alle går i blå skjorter, siger Fiffi, som var en af demonstranterne.

Udover at støtte Ungdomshuset i København, så var formålet med den nordjyske demonstration også at gøre opmærksom på manglen på et fristed for de unge i Aalborg.

Demonstranterne brugte godt en time på at gå igennem Aalborg midtby.