1. maj i solskin
Foto: Marie Bergmann
Kildeparken i Aalborg er fyldt med 1. maj-gæster, der nyder det gode vejr.
Høj sol over Nordjylland tyder godt for de mange 1. maj-arrangementer tirsdag.
Hvis du har tænkt dig at fejre 1. maj i dag, så er det en god idé at huske solcremen. DMI lover en solrig dag.
Det bliver en flot dag med sol, som dog en overgang kan være sløret. Temperaturer op mellem 13 og 18 grader, men ved kyster med pålandsvind noget køligere. Vinden bliver svag til jævn fra nordøst, skriver DMI.
Rundt omkring i regionen er arbejdernes internationale kampdag skudt godt igang. I Brønderslev startede man tidligt klokken otte, hvor socialdemokraternes Ane Halsboe-Larsen indtog talerstolen.
Der er flere 1. maj arrangementer rundt omkring i regionen i dag. Du kan blandt andet høre SFs Steen Gade i friluftsteatret i Thisted klokken 13.00 og i den anden ende af regionen på Knivholt ved Frederikshavn taler folketingsmedlem Bjarne Laustsen (Soc.Dem.) efter klokken 14.00.