10. klasse får inddraget feriedage
Foto: Henriette Pedersen
Alle 10. klasse-elever i Vesthimmerland Kommune får inddraget deres Kr. Himmelfartsferie. De begynder deres årsprøver på mandag, men på grund af lockouten i sidste måned mangler de 16 undervisningstimer for at opfylde årsnormen.
Derfor er de 172 elever kaldt i skole både fredag og lørdag, selv om alle andre folkeskoler holder ferielukket, fortæller DR Nordjylland.
- Vi skal selvfølgelig indhente de tabte timer, men forventer også at den enkelte elev får noget ud af det, siger skoleleder Henriette Qvist, der har valgt at indhente de tabte timer i denne uge, hvor der i forvejen er en fridag, .
Sammen med lærerne i 10. klassecenteret i Aars har hun tilrettelagt undervisningen som to timers moduler, hvor der koncentreret sættes fokus på specielt de fag, som venter til de skriftlige prøver i de kommende 14 dage.
- Det bliver anderledes, og vi har forberedt eleverne på at det bliver både hyggeligt og koncentreret, siger skolelederen for centeret, der dækker hele Vesthimmerlands Kommune.
Ifølge Henriette Qvist er eleverne motiveret for den ekstra undervisning - en stor del af dem er nemlig optaget på en videregående uddannelse under forudsætning af, at de klarer årsprøverne tilfredsstillende.