10.000 til håndbold
Foto: Jesper Lange
Aalborg Håndbold indbyder 10.000 til tophåndbold.
Aalborg Håndbold og tre andre jyske klubber søsætter igen projektet fra sidste efterår med "10.000 til håndbold".
De fire jyske håndboldklubber, Bjerringbro-Silkeborg, Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold og KIF Kolding vil 12. november afvikle to herreliga-kampe i Jyske Bank Boxen i Herning.
Sidste år var AG København med, men i år er KIF Kolding inviteret med i stedet for sjællænderne, men målet er det samme: At skabe en unik håndboldoplevelse i en udsolgt arena.
- Det bliver en kæmpe oplevelse for hele klubben og vores mange fans. Dette her er håndbold på den store scene, og dér har vi det rigtig godt med at optræde, siger KIF Koldings direktør, Jens Boesen i en pressemeddelelse.
Sidste efterår var hele 12.138 tilskuere mødt op i Jyske Bank Boxen, heriblandt mange for at se dansk håndbolds nye dreng i klassen, AG København.
- I år har vi valgt at gøre det til en jysk håndboldfest, og jeg forventer, at begivenheden vil trække tilskuere ikke bare fra Kolding, Skjern, Bjerringbro, Silkeborg og Aalborg, men fra hele Jylland, siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør, Frank Lajer.
Bjerringbro-Silkeborg møder Aalborg Håndbold, mens Skjern ser frem til dysten mod KIF Kolding, som tidligere har udmøntet sig i dramatiske kampe, blandt andet i DM-finalen i 2003.
- Det kunne være helt fantastisk med et nyt Skjern-Kolding drama foran 11.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen, siger formand Carsten Thygesen fra Skjern Håndbold.