12.000 billetter solgt til åbningsdage

Efter en uges billetsalg har Musikkens Hus solgt 12.000 billetter. Fire åbningsarrangementer er udsolgt.

TV2/Nords store gallashow, som er arrangeret sammen med Musikkens Hus, blev det første arrangement, der blev udsolgt. Det tog under et døgn. Allerede da var flere andre af Musikkens Hus' i alt 30 arrangementer de første 13 dage, også næsten udsolgt.

En uge senere er der nu solgt 12.000 billetter inklusiv rundvisninger og åbningskoncerten med Aalborg Symfoniorkester og deltagelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er også udsolgt. Det er Bigband Kavalkade samme dag også, ligesom Caroline Hendersson i duo med Nikolaj Hess 8. april.

- Vi er naturligvis helt bevidste om, at en væsentlig årsag til det store antal solgte billetter er nyhedens interesse. Rigtig mange mennesker har glædet sig til åbningen, og der er vel næppe noget musikhus, som har fået mere opmærksomhed de seneste år - i hvert fald regionalt her i Nordjylland. Men når det er sagt, så hører vi også fra de mange interesserede, at de er overraskede over, hvor varieret et program, vi har sammensat til åbninge, siger direktør Lasse Rich Henningsen.

- Forventningerne til huset er jo mangesidede, og med åbningsprogrammet ønsker vi at sende et klart signal om, hvad man kan forvente fremadrettet. Nemlig et meget alsidigt repertoire målrettet mange forskellige aldre og målgrupper. Det er vigtigt for os at signalere og understrege.

Det myldrer allerede ud og ind med mennesker i Musikkens Hus og huset er allerede begyndt at vise rundt.

- Vi har p.t. ansat seks rundvisere, og der bliver virkelig gået mange kilometer på gange, trapper og naturligvis på husets fire scener. Huset er jo ikke 100% færdigt endnu, men der er mange, der gerne vil bag facaden, inden den sidste maling er tør og huset for alvor bliver fyldt med gæster, slutter Lasse Rich Henningsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland