14,6 millioner kroner til Aalborg Kommune
Aalborg Kommune søgte om 44 millioner kroner, men fik 14,6. Rådmanden er ikke imponeret.
Aalborg Kommune havde søgt Inderigs- og Socialministeriet om at få lov at låne 35 millioner kroner. Derudover havde den søgt om 9 millioner kroner fra den såkaldte "toiletpulje" til renovering af toiletter.
Resultatet blev så en låneadgang på 14,6 mio. kr. samt et afslag på midler fra toiletpuljen.
"Lidt har også ret"
Aalborgs Skole- og Kulturrådmand Henrik Thomsen, glæder sig over ,at Aalborg Kommune overhovedet er blevet tilgodeset af ministeriet.
- I situationen må man naturligvis glæde sig over, at Aalborg Kommune for en gangs skyld kommer i betragtning. Selvom der er et stykke op til det ansøgte beløb, så vil jeg da blot bruge udtrykket "lidt har selvfølgelig også ret".
Han har dog en fornuftig forklaring på, hvorfor Aalborg Kommune ikke har fået flere penge tildelt.
- Når vi ikke kan komme i betragtning til mere hænger det selvfølgelig sammen med, at kommunerne under ét har søgt om en langt højere beløb end de 650 mio. kr, der var afsat som en form for vækstpakke til kommunerne.
Kommunerne under pres
Henrik Thomsen påpeger også, at misforholdet mellem Aalborg Kommunes ansøgning og den faktiske bevilling ikke er et enestående tilfælde.
- Netop det forhold, at kommunerne har fremsendt ansøgninger for over 2 mia. kr. viser jo med al tydelighed, at kommunerne er under pres og føres i et stramt greb af regeringen. Der er et klart behov for at dette greb løsnes. Jeg har imidlertid ikke fidus til at kommunernes egen organisation, KL, er i stand til at sikre, at det sker.
Når Magistraten i Aalborg Kommune har drøftet bevillingen, beslutter skole- og kulturudvalget, hvor pengene skal bruges.