16-årig fundet skyldig i drab

Vestre Landsret i Aalborg har fundet den 16-årige Rasmus Popenda skyldig i drab. Dermed ændres byrettens dom.

I en af de mest omtalte voldssager i nyere tid blev den 16-årige Rasmus Popenda torsdag ved et nævningeting ved Vestre Landsret i Aalborg fundet skyldig i drab.

Det er en skærpelse af byrettens dom fra august, hvor drengen blev idømt fire års fængsel for dødsvold ved at have slået og sparket Henrik Bjerremand Kristensen til døde ved Aalborg Stadion.

Manden blev det helt tilfældige offer for drengens uprovokerede vold, der skete i en alkohol- og amfetaminrus. Det var en tidlig morgen i oktober 2007, at den 48-årige mand blev overfaldet, da han var på vej hjem fra en bytur.

Senere torsdag fastsætter landsrettens tre juridiske dommere og ni nævninger straffen for den dømte.

Sagen har udløst en debat om det rimelige i, at retsvæsnet giver rabat på strafudmålingen, hvis gerningsmanden er meget ung.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland