16 nye grønne busser ruller ud i Nordjylland
Foto: Torben Hedemose
Som en del af den grønne omstilling er der kommet nye biogasbusser i Nordjylland.
Nu kan du få en endnu grønnere oplevelse, når du kører i bus i Nordjylland. 16 nye busser rullede 1. maj ud på vejene, og i stedet for at køre på diesel, bliver de tanket med CO2-neutral biogas, produceret på madaffald og husdyrgødning.
Det er dejligt komfortabelt for både chauffør og passagerer, og så er det naturligvis med god samvittighed. Det er godt at være en del af den grønne omstilling.
Søren Søby Jensen, chauffør, biogasbus, Arriva.
I forvejen har Region Nordjylland 13 biogasbusser, så den samlede grønne busflåde er nu på 29. Det er en del af regionens strategi for den grønne omstilling.
- Vi har sat os den ambition i Region Nordjylland, og det er med et meget bredt politisk flertal, at vi har ønsket om at være i front med den grønne omstilling. Og der er busserne et af de steder, vi kan sætte ind, siger Ole Stavad (Socialdemokratiet), som er formand for regionens udvalg for regional udvikling.
En af de chauffører, der kører de nye biogasbusser for Arriva, er Søren Søby Jensen. Han er godt tilfreds med at sidde bag rattet i de nye grønne busser.
- Det er dejligt komfortabelt for både chauffør og passagerer, og så er det naturligvis med god samvittighed. Det er godt at være en del af den grønne omstilling, siger Søren Søby Jensen.
Udover de i alt 29 biogasbusser, der nu kører på de nordjyske veje, er der også tre brintbusser, der kører i regionen som en del af et europæisk forsøgsprojekt. Og i fremtiden kommer endnu flere chauffører og passagerer til at nyde godt at de CO2-neutrale busser.
- Vi er i gang med at forberede et udbud på 63 nye busser i 2023-2024, så vi er i gang med en større proces, fortæller Ole Stavad.