18.000 festede til Grøn Koncert

Det gode vejr får æren for overraskende mange koncertgæster.

Flere end 18.000 valgte i går at bruge deres søndag på en græsmark i Nørresundby i selskab med Grøn Koncert-karavanen, og det er flere, end arrangørerne på forhånd havde regnet med.

Håbet var, at omkring 16.000 ville pakke tæppe og godt humør, og det antal og flere til valgte at nyde det gode vejr sammen med blandt andre Nik & Jay, Burhan G og Kashmir.

- Det har igen i dag været en fantastisk dag her i Aalborg. Man kan sige, at det her er det perfekte Grøn Koncert-vejr, og det er magisk. Nu har vi haft tre år i træk, hvor det har været skide godt vejr heroppe. Hvis det havde været regnvejr, havde det måske givet 30 procent færre, siger Theis Petersen, Indsamlingschef, Grøn Koncert.

På trods af et stort publikum, varmt vejr og et ølforbrug på mere end 20.000 liter øl, blev der kun klippet armbånd på fem personer, der ikke kunne opføre sig ordentligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland