20 millioner for ny broklap
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Jernbanebroen over Limfjorden blev onsdag aften påsejlet af et fragtskib.
Ifølge civilingeniør vil det koste 20 millioner kroner at genetablere jernbanebroen over Limfjorden.
- Det kommer mindst til at koste 20 millioner kroner, uanset om man så vælger at genetablere den samme form for klapbro eller vælger en hydraulisk bro i stedet, siger Kjeld Thomsen, civilingeniør og administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden ISC, til Ingeniøren.
Ingeniøren har bedt Kjeld Thomsen om at beregne, hvordan en demontering kan foregå og hvilken løsning, der vil give mening at etablere bagefter.
- Det vil være mest fremtidssikkert at benytte hydraulik. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at en kontravægt er dømt ude, men fordi vægten på en ny broklap ikke nødvendigvis har samme vægt som den nuværende broklap, er det langt fra sikkert, at de kan benytte den nuværende kontravægt, siger Kjeld Thomsen til Ingeniøren.
Ifølge ham vil det give mest mening at demontere broelementerne med en flydekran med en løftekapacitet på mindst 500 ton.
Banedanmark vil hverken be- eller afkræfte prisen på 20 millioner kroner, da der ikke på nuværende tidspunkt er et estimat for omkostningerne.
Det skriver Ingeniøren.
Banedanmark regner dog med at have fjernet broklappen tre uger efter ulykken.