21-årig mand sigtet for flere indbrud

En 21-årig mand bliver mandag klokken 14.00 fremstillet i grundlovsforhør sigtet for flere indbrud begået i Frederikshavn og Aalborg.

En 21-årig mand bliver i dag ved retten i Hjørring fremstillet i grundlovsforhør sigtet for flere indbrud begået i Aalborg og Frederikshavn. 

Der er tale om tre lejlighedsindbrud begået i Frederikshavn og et indbrud i en lejlighed begået i Aalborg. Manden, der er fra Århus-området, blev anholdt søndag eftermiddag i forbindelse med et indbrud i en villa i Aalborg SV. En anden mand også fra Århus-kanten er tidligere blevet anholdt i forbindelse med lejlighedsindbruddene. 

- Vi mener nu at kunne løfte bevisbyrden for, at den netop anholdte mand også har deltaget i disse indbrud, siger politikommissær Sune Myrup. 

Den anholdte mand er i forvejen kendt af politiet for lignende forbrydelser. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, da politiet stadig efterforsker indbruddene og ikke vil afvise at mændene kan stå bag flere af de indbrud, der har hærget Nordjylland. Politiet vil heller ikke afvise, at der kan ske flere anholdelser i sagen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland