250 børn og forældre protesterer i Øster Hornum
Stor demonstration foran Øster Hornum skole onsdag morgen.
Slagsange, skilte og alt der hører til en demonstration var i dag at finde i Øster Hornum. Elever og forældre protesterede imod flytningen af skolens 7. klasser.
Borgmester Anny Winther (V) var der også, og tog imod underskrifter samlet ind blandt bekymrede borgere.
- Det gør selvfølgelig et stort indtryk på mig, at sådan et bysamfund laver sådan et stort sammenhold, men det gør de i Øster Hornum, sådan er de herude, siger Anny Winther til TV2/NORD.
Men de mange protester får hende dog ikke til at ændre holdning til ændringerne i skolestrukturen.
- Umiddelbart så tror jeg det ikke jeg ændrer mening. Jeg fornemmer, at der er meget stor beslutningskraft i byrådet, og de siger, at det er vigtigt, at vi får skabt et godt udskolingsforløb, for at gøre de unge parate til en senere uddannelse.
Forældrene er dog ikke tilfredse med beslutningen:
- Det her det betyder noget for os. Men vi kan ikke komme i kontakt med politikerne, de lytter ikke til vores protester og modsiger ikke vores argumenter, men tager dem blot ad notam. Og så gør de alligevel, det de selv vil, siger Jacob Mortensen, der er forælder til en elev på Øster Hornum skole.
Forældrene efterlyser individuelle løsninger til de små skoler.
- Det virker som om. at det er noget. der er blevet beslutet for længe siden, og det virker som om. der er en større plan bag. Vi kan i hvert fald ikke finde ind til de reelle begrundelser, siger Jacob Mortensen.
Se mere om demonstrationen i vores udsendelse der i aften sendes klokken 20.35.