338 omkom i Pioniers forlis: 104-årige Walter er den sidste overlevende

Walter Regula overlevede da M/S Pionier forliste den 2. september 1940. Han var den sidste af de overlevende fra forliset, der stadig levede i 2019, da denne histroie blev lavet. Han døde d. 8. oktober 2019.

Artiklen er en genudgivelse af en artikel fra d. 30. april 2019. 

Hovedpersonen Walter Regula døde d. 8. oktober 2019. Han blev 104 år. 

Walther Regula var i 1940 en del af det tyske luftvåben. Han havde ingen militæruddannelse, men i hans egenskab af meteorolog, så var han en vigtig brik. Han fik i 1940 ordrer på at tage til Norge, derfor befandt Walter Regula sig på M/S Pionier den skæbnesvangre dag, det forliste. 

quote Spørgsmålet var, om jeg ville gå ned med skibet og drukne eller brænde til døde.

Walter Regula, den sidste overlevende fra forliset

- Der lød et kolossalt brag. Hele skibet blev løftet og lagde sig på siden. Jeg så gnister, der fløj udenfor koøjet. Jeg sagde til mig selv, at det vist var et spørgsmål om liv og død. Alle redningsflåder var praktisk talt væk, så spørgsmålet var, om jeg ville gå ned med skibet og drukne eller brænde til døde, husker 104-årige Walter Regula. 

 
 
Foto: Fra programmet ' M/S Pioniers forlis'

Skibet var brudt i brand samtidig med, at det var ved at synke i havet. Walter Regula var en af de heldige. Han var en dygtig svømmer, så han svømmede, alt hvad han kunne med hele sin uniform på for at komme væk fra det synkende skib. Efter en time i vandet blev han samlet op af et andet skib, der samlede både levende og døde op af havet.

quote Jeg er taknemlig for at jeg overlevede.

Walter Regula

Walter Regula i sin uniform fra det tyske luftvåben.
Walter Regula i sin uniform fra det tyske luftvåben.
Foto: Fra programmet ' M/S Pioniers forlis'

Flere af personerne, der befandt sig ombord på troppetransporten den skæbnesvangre september-dag i 1940 var dog ikke gode svømmere. En stor del af dem var faktisk alpejægere fra Østrig, og de havde aldrig set havet før de stævnede ud med Pionier.

- Da skibet var ved at synke, tager soldaterne flåderne og kaster dem i vandet, men fordi de var landkrabber fra alperne, havde de ikke modet til at springe ned på redningsflåderne, og fordi skibet stadig sejlede fremad, så forsvandt flåderne agterud, fortæller Walter Regula.

Sådan ser scanningsbillederne fra havbunden ud. Det er resterne af M/S Pionier man kan se på billedet. 
Sådan ser scanningsbillederne fra havbunden ud. Det er resterne af M/S Pionier man kan se på billedet. 
Foto: Fra programmet ' M/S Pioniers forlis'

Da Pionier stævnede ud fra Frederikshavn med kurs mod Norge gik der 835 mand ombord. 338 tyske soldater mistede livet i forliset. De fleste blev fisket op af havet umiddelbart efter forliset, men 93 af de 338 omkomne er aldrig blevet fundet.

Pioniers forlis blev det største tab for de tyske styrker i Danmark under 2. verdenskrig. Briterne fortalte efterfølgende, at det var deres ubåd HMS Sturgeon, der med to torpedoer havde sænket den tyske troppetransport. Noget tysk propaganda efterfølgende afviste. 

Kaptajnen på den engelske ubåd modtog efterfølgende en medalje for at have sænket Pionier, da det var en stor sejr for briterne. Walter Regula fik efter forliset en kvittering, for det tøj og udstyr han mistede, derefter blev han sendt med fly til Norge.

 Pionier ligger i dag helt nede på 177 meter vand. Det blev fundet af Sea War Museum Jutland i havet nord for Skagen i 2018. De kan på scanningsbilleder af havbunden se, at der ligger 86 meter af det 107 meter lange skib. Den mangler bagenden, hvorfor ved man stadig ikke. Spekulationerne går på, at agterenden kan være sprængt af eller gået til efter mange år på havets bund.

Skibet bliver ikke bjærget, da det har status som krigergrav. Det kan være nogle af de 93 savnede soldaters sidste hvilested, derfor kaldes det en krigergrav, og de bliver sjældent bjærget. 

- Jeg er kun taknemlig for at jeg overlevede. Og det er jo meget specielt, at jeg er den eneste, der ikke kun overlevede det, men også er blevet så gammel. Det er da noget helt særligt, siger 104-årige Walter Regula. 

Hvordan det gik Walter efter Pioniers forlis:

Senere i krigen blev den tyske meteorolog sendt til østfronten, men da tyskerne hen mod slutningen af krigen manglede både fly, brændstof og piloter blev Walter Regula sendt afsted som menig soldat, hvor han endte i amerikansk fangenskab. 

 

I dette fangenskab opdagede amerikanerne, hvilke positioner Walter Regula havde haft under krigen, og tilbød ham at indgå i amerikansk militær. Ifølge Walter siger det noget om, at amerikanerne allerede dengang havde planlagt en konfrontation med russerne, og de ville meget gerne have en meteorolog, der kendte de russiske vejrforhold indgående med på holdet. 

 

Walter afslog amerikanernes tilbud. Han kunne på dette tidspunkt af krigen, hverken lide russerne eller amerikanerne. Han ville i stedet hjem til Wuppertal, hvor hans kone ventede. 

 

Efter krigen blev han ansat i det tyske videnskabsministerium, hvor han arbejdede i mange år.

 

Artiklen er en genudgivelse af en artikel fra d. 30. april 2019. 

Hovedpersonen Walther Regula døde i oktober 2019. Han blev 104 år gammel. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland