36 millioner til Nordjylland

66 kommuner i landdistrikterne kan se frem til færre faldefærdige bygninger og renovering af nedslidte byrum. De har nemlig fået del i den pulje på 200 mio. kr. i 2014, som regeringen har afsat til såkaldt landsbyfornyelse i Vækstplan DK.

Nordjylland får 36 millioner af pulje-kronerne, og det er Thisted og Jammerbugt, der er topscorere med henholdsvis 5,5 og 5,3 millioner kroner. Hjørring får 5,2 millioner kroner, Vesthimmerland 4,4, Frederikshavn og Mariagerfjord får hver 2,9 millioner kroner, Aalborg får 2,5 millioner, Læsø og Rebild får 1,5 millioner kroner og Morsø 2,8 millioner kroner.

Pengene skal bruges til at rive faldefærdige bygninger ned eller renovere dem, og ud over pengene fra staten, skal kommunerne selv være klar til at spæde til økonomisk.

- Når jeg er ude i landet, kan jeg jo se, hvor stor en forskel det gør, at man fjerner de værste rønner. Når kommunerne bruger pengene klogt, kan de vende udviklingen i en landsby, så den igen bliver attraktiv at bo i. Og derfor er midlerne til landsbyfornyelse både godt for bosætning, fastholdelse og beskæftigelsen, siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikt.


Seneste nyt

fra Nordjylland