39-årig fængslet: Truede og sparkede betjente
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
En 39-årig mand blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i tre uger, efter at have truet og sparket to betjente.
En anholdelse af en spritbilist udviklede sig torsdag aften dramatisk. To betjente fra politiet i Frederikshavn blev truet og sparket af en 39-årig mand, da de forsøgte at anholde ham for spirituskørsel i Haldbjerg syd for Frederikshavn.
- Manden var meget aggressiv og modsatte sig anholdelse ved både at gå fysisk og verbalt til angreb på de to betjente, som ikke kunne få ham til at falde til ro, siger politikommissær Jens Møller Søgaard fra lokalpolitiet i Frederikshavn.
Betjentene måtte tilkalde forstærkning for at få manden anholdt, og fredag eftermiddag blev den 39-årige fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring for vold mod tjenestemænd.
Den 39-årige blev varetægtsfængslet i tre uger. Han er tidligere dømt for en lignende forseelse.