450 biler strandet på Læsø efter færgeulykke
Foto: arkivfoto
Færgen Magrete sejlede ind i kajen i Frederikshavn
Kristi Himmelfartsferien blev forlænget med adskillige timer for hundredevis af turister, da færgen Margrete Læsø lørdag aften sejlede ind i kajen i Frederikshavn. Det efterfølgende reparationsarbejde tog så mange timer, at der til sidst var en kø på 450 biler og en ufrivillig ventetid på seks timer ovre på øen.Den uheldige færge påbegyndte først sejladsen igen søndag ved middagstid. Den normale fartplan er suspenderet - og man vil sejle i pendulfart hele aftenen og natten, indtil køen er væk, fortæller direktør Jess Jessen-Klixbüll fra Færgeselskabet Læsø til TV2/Nord.
Klokken var 20 lørdag aften, da færgen med høj fart brasede ind i kajen i Frederikshavn. Flere af de 150 passagerer blev kastet rundt ved sammenstødet - en enkelt kvindelig passager måtte indlægges på Sygehus Vendsyssel med et brækket ribben og en perforeret milt. På vogndækket blev en række biler også skadet ved ulykken.
Kaptajnen på Margrete Læsø har forklaret uheldet med, at han pludselig ikke kunne styre én af hovedmotorerne da han skulle tage farten af færgen.