450.000 kroners stor koncert
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Der bliver musik og glade dage, når Brovst Musikforsyning spiller op til fest.
Musikforsyning og Pigegarde klar til Herregårdskoncert.
Der skal omkring 3000 gæster - og gerne endnu flere - gennem billetlågen fredag 1. juni, når Brovst Musikforsyning og Brovst Pigegarde er værter for årets Herregårdskoncert i parken ved Bratskov i Brovst, Det skriver nordjyske.dk.
- Sidste år fik vi desværre et regnskab, der kun lige ballancerede. Heldigvis har vi en mindre egenkapital på ca. 150.000 kroner, så vi blev ikke rystet af nul-resultatet, afslører Flemming Kristiansen, formand i Brovst Musikforsyning.
- Det skal gerne blive et bedre økonomisk resultat i år, hvor vi satser omkring 450.000 kroner alene på musik, lys og lyd samt scenen.
- Sidste år havde vi 2100 betalende på pladsen, og vi var helt oppe på 3800 gæster i 2010, hvor Runrig leverede musikken.
Det er Sanne Salomonsen og Johnny Madsen band, der skal levere underholdningen i år. Bossen & Bumsen sørger desuden for musik under spisningen forud for koncerten og igen efter koncerten.
- Vi har allerede solgt godt 1000 billetter og håber på at sælge rigtig mange i forsalg inden koncerten. Salget på selve dagen er meget afhængig af vejret, forklarer Flemming Kristiansen.
Der er plads til 1200 personer til spisningen før koncerten. Foreløbig er der solgt 500 spisebilletter, og Flemming Kristiansen regner med, at der bliver udsolgt.
Ud over salg på nettet via BilletNet kan billetter købes i Brovst, Aabybro og Fjerritslev. Arrangørerne håber også at kunne sælge større portioner til virksomheder og personaleforeninger.
- Vi arbejder også på at få flere sponsorer på banen i år. Sidste år havde vi en indtægt fra sponsorer på 75.000 kroner.
Samarbejdet mellem musikforsyningen og pigegarden gælder både det praktiske arbejde og det økonomiske.
- Der skal omkring 200 frivillige i sving for gøre pladsen klar og til at afvikle koncerten. Hver forening stiller med halvdelen, og vi får desuden hjælp udefra.
Politihjemmeværnet skal som tidligere år regulere trafikken til og fra festpladsen, Viborg Kontrollørlaug sørger for orden på pladsen, og Hjemmeværnet stiller med samaritter. Desuden sørger frivillige fra Beredskabsforbundet for den interne transport på pladsen.